Jeg har endnu en gang taget en lille vandring ned ad Mindernes Allé og har kigget på en dansk øl, som ikke hører til blandt de mest nørdede eller den mest nyskabende.  

Da jeg gik på gymnasiet midt i 90’erne havde You’ll Never Walk Alone, som vel nok mest er kendt fra Kolding, flere filialer rundt i det jyske. Stedet spillede en relativt vigtig rolle i min ølrejse og vi kom der ganske ofte, selv om vi fra starten nok ikke helt var gamle nok. Jeg husker blandt andet, at man kunne købe et stempelkort og tage på The Beer Tour of the World, som udløste en t-shirt, når man var igennem hele turen. Jeg husker faktisk ikke helt, om jeg rent faktisk fik den t-shirt, men hvis jeg gjorde, så må det have været den dyreste jeg nogensinde har ejet.

Hvad jeg til gengæld husker ret tydeligt er, at vi ret ofte drak Hancock Beer og det giver jo god mening, når man kigger på vores budget. Den kom i store flasker, holdt en fornuftig alkoholprocent og var nogenlunde letdrikkelig, men var alligevel ikke en pilsner eller fadøl, så vi kunne også lade som om, at vi var meget specielle.

Nu tænkte jeg så, at jeg ville prøve den igen og jeg tror i hvert fald, at det er ti år siden jeg sidst har smagt netop denne øl fra Hancock. Hancock er jo kendt for, at de udelukkende brygger undergæret øl og at de altid benytter Saaz som humle. Derudover giver de øllet lang tids lagring, hvilket burde give øllet gode betingelser for at blive godt.

Efter lidt behørig afkøling, så måtte Hancock Beer stå sin prøve og jeg var egentlig ret spændt på, om jeg mon stadig ville få en god oplevelse ud af den. Lad mig bare starte med at slå fast, at man bliver ikke blæst bagover af noget nyskabende eller store aromaer eller smage, men det er faktisk heller ikke nødvendigt. 

Den er, som billedteksten også siger det, en fin strågul med et fint hvidt skum. Farven er måske lige en anelse mørkere, end en standard pilsner, men det er helt som man forventer af en lys bock eller maibock.

Aromaen er let sød fra malt, men har også lidt græs, hø og en lille bitte smule majs, som dog forsvinder efter lidt tid i glasset. Det er alt sammen, som man kan forvente det fra en klassisk bock.

Smagen er, som aromaen, præget af malt, som også her giver en del sødme, som mild karamel, men som samtidig giver en relativt fyldig fornemmelse, når man tager i betragtning, at vi har med en lager at gøre. Der er ikke meget bitterhed at spore i smagsbilledet, som til gengæld hele tiden har en alkoholfornemmelse kørende, men det bliver ikke voldsomt. 

Alt i alt, så var jeg egentlig positivt overrasket over Hancock Beer, men skal jeg være helt ærlig, så var forventningerne heller ikke voldsomt høje og så er det jo let ikke at blive skuffet. Det er en solid bock, hverken mere eller mindre. Man fornemmer, at Hancock ved hvad de laver og at de har taget en klar stilling til netop det, så derfor kan man sagtens sige ja tak, hvis man bliver budt. Det vil jeg i hvert fald gøre.