Min rute på Ølfestival 2025

Jeg har igen i år givet et bud på en rute med en række øl, som jeg synes, at det kunne være værd at opleve på Ølfestival, som løber af stablen i Lokomotivværkstedet i næste uge. Det er på ingen måde en udtømmende liste, og jeg vil da klart anbefale, at man kigger forbi festivalens hjemmeside og ser hvad andre har forslået som gode ruter. Alternativt så tager man bare en helt tilfældig rute og smager på lige det, som man har allermest lyst til.

  • BLAS (C-15)
    • BLAS, som sådan næsten er lokalt for mig, er måske ikke allermest kendte for deres lagerøl, men det burde de måske være. De har for nylig lanceret en tjekkisk inspireret pilsner, der, i mine øjne, sidder lige i skabet. Den er brygget efter dekotionsmetoden og har en super flot balance mellem malt, fylde og humle.
  • Bad Seed (C-08)
    • Bad Seed brygger noget af det allerbedste klassiske tysk inspirerede lagerøl i Danmark, så her ville jeg gå efter deres nyklassiker Neu, der er ret fremragende, eller måske prøve deres schwarzbier Svart, som er blevet til i samarbejde med svenske Stigbergets.
  • Meny (B-26)
    • Jeg er så heldig, at jeg ofte får lov til at smage månedens øl i Meny. Øllet bliver til i samarbejde mellem Meny Øllauget og et dansk bryggeri. Det er der kommet en del rigtige fine øl ud af, og blandt dem vil jeg gerne anbefale en dobbelt udgivelse, hvor de har samarbejdet med Alefarm og Too old to die Young, der har brugt de samme humler i henholdsvis en west coast ipa og en moderne hazy.
  • Håndbryg (B-17 og D-22)
    • Jeg synes jo altid, at det er sjovt at se, hvad der rører sig i hobbykredse. Det kunne jo være, at den næste store oplevelse gemmer sig netop her. Der er heldigvis flere gode muligheder hos både Håndbryggerstanden og f.eks. hos Herodes. Jeg har flere år fået rigtig spændende og gode øloplevelser her.  
  • Peders (C-17)
    • Peders er et af mine absolutte favoritsteder, når jeg besøger hovedstaden, så når de deltager på Ølfestival, så synes jeg, at det afkræver et besøg. Der er flere øl, der ville være interessante, men jeg ville gå efter Pleasanti Streets Look, Omotivværkstedet, der er et dobbelt fadlagret blend af barley- og wheatwine.
  • Amager (D-10)
    • Her er jeg måske nok lidt forudindtaget, da jeg selv er frivillig for Amager, særligt på jyske ølfestivaler, men jeg er jo indimellem bag hanerne af en grund. Amager brygger glimrende øl, måske særligt west coast ipa’er og stærke stout, så det må jo næsten blive en af de to stilarter, så derfor synes jeg, at man skal gå efter Freedom & Whiskey, der er kulsort, stærk og har hygget sig i godt to år på bourbon- fade.
  • Deeper Roots (B-23)
    • Jeg har i det mørke Nordjylland fået serveret Odsherred Classic af bryggeren, og der har jeg rigtig fine minder om. Den gør lige præcis det, som en classic skal gøre. Den er let, let drikkelig og har alligevel tilpas med karakter til, at det ikke bliver kedeligt op nogen måde. Søren skulle vist også have en ret fin bock, som man fint kunne teste ved samme lejlighed.
  • Lille Holmgaard Bryghus (B-27)
    • Simon og Allan, der er far og søn, er måske ukendte for mange, men vi er i Ord om Øl blevet ret glade for dem og deres øl. De har en lang række forskellige øl, men jeg vil gerne anbefale, at man prøver Oude Bertel, der syrlig sag med masser af bær, der har været en tur omkring et fad, der tidligere har været brugt på Cold Hand Winery.
  • Stepping Stone (C-05)
    • Jeg kan ret godt lide hazy ipa og gerne de lidt stærkere af dem. Der brygges flere rigtig fine af den slags i Danmark, men få gør det bedre end Stepping Stone, så med Arrogant Display of Kindness har de lavet en øl, som jeg vil glæde mig til at smage. Den har fået et ordentligt skud New Zealandske humler, så det kan næsten kun blive lækkert.
  • Fanø Bryghus (D-05)
    • Siden sidste år er Fanøs tidligere brygmester Steve Rold rejst hjem til USA, men inden han rejste, så bryggede han en imperial pastry stout, som fik navnet To Tusinde Tak, da det samtidig blev hans bryg nummer 2000 i Danmark. Der lækre dessert- aromaer af chokolade, vanilje og kage. Tak til Steve. Jeg vil savne det årlige festivalbillede.

Ti anbefalinger til Ølfestival 2024

På fredag starter den årlige Ølfestival, som Danske Ølentusiaster arrangerer i Lokomotivværkstedet i København. Jeg har efterhånden deltaget en hel del gange, og glæder mig faktisk til det hver eneste gang, for niveauet på udstillerne er ret højt igen. Der var lige nogle år, hvor mange af de helt spændende øl ikke kom fra udstillende bryggerier, men fra importører og distributører, men den udvikling er blevet vendt, så de seneste udgaver har været på et rigtig flot niveau. Der er en fin blanding af udstillere, så der er noget for alle, uanset om man er en hardcore ølnørd, eller om man bare kommer for det sociale og hyggelige. En ekstra anbefaling skal være, at begge dele er vigtigt. Husk at smage noget spændende øl, som du ikke kender i forvejen, men vær også social og få snakket om det øl I smager. Det er super vigtigt.

Jeg stræber altid efter, at jeg får prøvet øl fra bryggerier, som jeg på forhånd kender, og som jeg ved, at jeg sætter pris på, men jeg skal også forbi nogle af de mindre og måske nyere bryghuse, der kan byde på noget, som jeg i hvert fald ikke kender. Det behøver ikke, at være nye stilarter eller store revolutioner, men mindre kan bestemt gøre det, så længe øllet er velbrygget.

Mine anbefalinger skal ikke læses som en planlagt rute, men mere som ti steder jeg skal besøge i løbet af lørdag, hvor jeg har billet til begge sessions. Nogle steder skal jeg smage en bestemt øl, mens jeg andre steder nok tager beslutningen, når jeg står foran standen.

  1. Min festival starter som regel med, at Thomas skænker mig en Humlemord fra Det lille Bryggeri, hvor man efterhånden er nået til nummer 20 i rækken. Den har han faktisk allerede serveret for mig en gang, men den fejler bestemt intet, så den tradition kunne sagtens fortsætte. Det lille Bryggeri har en voldsomt stort sortiment med, men jeg kunne godt lokkes til at prøve noget mørkt og stærkt på et tidspunkt. Det kunne f.eks. være de fadlagrede udgaver af Day Ender, om er et collab med Fanø Bryghus.
    (Stand C-07)
  2. Ikke overraskende skal jeg også forbi Amager Bryghus, som jeg jo selv skænker lidt øl for fra tid til anden. Der er et ret bredt udvalg af fadlagrede Outlaws, som jeg gerne vil anbefale alle sammen, men jeg vælger nok selv, at gå efter Gluttony, der er en del af den udgåede Sinner Series, og er et orgie i humle og bitterhed. Derudover skal jeg nok lige smage et par af de nye øl. Det kunne fint være Turmoil in Wankendorf, som er en märzen og den fadlagrede stout Freedom & Whiskey. (Stand C-10)
  3. Jeg skal helt sikkert lige forbi Kasper Brew Co og give et kram og en lille dans til Kasper Wendelboe, fordi det skal jeg bare og så er Fog tha Police bare altid en rar drikkeoplevelse. Derudover skal jeg jo nok også lige have smagt på deres syrlige saison Lost in time and space, som har været gemt og glemt i tre år på fade, men nu er blevet fundet og sluppet fri.
    (Stand C-22)
  4. Smag noget håndbryg. Det er altid interessant at se, hvad der rører sig på hobbyplan rundt omkring i Danmark. På Ølfestival er der masser af muligheder for netop det. Man kunne jo smutte forbi Herodes, der altid har noget spændende med. Sidste år missede jeg vist fuldstændig deres stand og det var en kæmpe fejl, for jeg har gennem årende fået nogle rigtig gode oplevelser hos dem. Der er et bredt udvalgt af forskellige stilarter fra en Paloma sour over en bearnaise øl til deres første kommercielle øl Sårt FL#DE. (Stand D-13).
    Håndbryggerstanden på B-17 har med garanti også en spændende oplevelse eller to at bryde på. Der er som regel mulighed for en god snak om øllet, hvor bryggerne som regel selv skænker det.
  5. Drik noget saison. Der er adskillige muligheder for at finde noget rigtig fint saison. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg og smage deres nye Bella med hyldeblomst, for den oprindelige var rigtig dejlig. Gamborgs gode ven fra Thyras Bryg har også en glimrende brettet udgave med, og så har de jo deres to fælles med druer. Jeg foretrækker den hvide, men giv da begge et skud. Derudover har bryggerier som Slowburn, BLAS, Gamma og Ølsnedkeren, igen sammen med Thyra, udgaver af stilen med. Saison er for mig en fantastisk allround øl, som kan rigtig meget, både for sig selv, men også sammen med rigtig meget mad, hvor man ofte ville vælge en pilsner.
  6. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg Bryghus efter en helt specifik øl, som jeg har anbefalet i podcasten Det bare øl, så den skal også på min egen liste. I Ord om Øl kaldte Stefan Octo X Blueberry Vanilla Marshmallow Lassi Gose for økonomisk selvmord, så nu har de selvfølgelig brygget en udgave, der er endnu dyrere at brygge i form af Octo X Triple Dark Berry Vanilla Marshmallow Lassi Gose. Der er ca. 1500 bær og for 18 kroner vanilje pr. liter øl, og hvis det smager bare lige så godt, som udgaven med blåbær, så er det en oplevelse, som man skal unde sig selv. Måske de har taget hele gimmick- apparatet med, så der er slush ice på toppen.
    (Stand B-07)
  7. Bad Seed Brewing er klart et must for mig. Det lader til, at alt hvad de rører ved, bare ser ud til at lykkes for dem. Jeg skal i hvert fald smage på Urhell, som er seneste udgivelse i deres Braufrisch- serie. Jeg smagte den ud på fredag aften i forbindelse med MBCC, hvilket man høre et klip med i episode 160 af Ord om Øl. Den oplevelse gentager jeg gerne. Der er også en ny amerikansk lager og et collab med Hazy Bear, der ser spændende ud.
    (Stand C-08)
  8. Jeg kommer med garanti også til at kigge forbi Thisted Bryghus for lige at hilse på, men bestemt også for lige at se om der skulle være en lille smule Limfjordsporter og Juleporter i de fadlagrede udgaver, der begge har været en tur omkring fade fra Thy Whisky. Jeg har før smagt fadlagrede udgaver af dem, og det har været ret fremragende, så det er en klar anbefaling. Skulle man være til sort ipa, så er der få, der laver det bedre end Thisted, som med Limfjords IPA har brygget en, der vel nærmest er definitionen på stilen. Den er altid værd at drikke.
    (Stand- C18)
  9. Jeg kommer nok heller ikke udenom, at jeg godt kunne sige noget pænt om Danmarks hemmeligste bryggeri Spybrew, men jeg ved faktisk ikke helt, om den øl jeg nu nævner, faktisk er til at drikke, men Jens er før lykkedes med, at få brygget noget lækkert øl med chili, så jeg er måske nødt til at prøve Flames from Hell – insanity edition, men det skal jo nok være som den sidste øl, for man kan angiveligt ikke smage andet de næste tyve minutter. Egentlig vil jeg jo nok gå efter Rigtig Hjert’lig, der er en belgisk tripel, som Jens fortalte os historien bag, da han var gæst i Ord om Øl. Jeg har bare aldrig fået den smagt, så det skal der rettes op på.
    (Stand- D10)
  10. Der er så mange bryggerier, som jeg rigtig gerne vil besøge, så her kunne stå rigtig mange forskellige, som Fanø, Rockabilly, Dry & Bitter, Deeper Roots, Baby Steps, BLAS, Kolding Gaardbryggeri og rigtig mange andre, men mon ikke jeg i løbet af en lang lørdag får kigget rundt til rigtig mange, uddelt et kram, en skål og snakket lidt vel rigeligt. Min sidste anbefaling er i hvert fald, at I skal hygge jer, husk at drikke en masse vand, få lidt mad og så smag noget, som I ikke tror er noget for jer, eller måske noget fra et bryggeri, som I ikke normalt drikker øl fra.