På øljagt i supermarkedet 4

Jeg har taget endnu en tur ud at handle og kiggede naturligvis efter lidt øl, som jeg troede på ville kunne give en god oplevelse.

image

En ok øl, men ikke så god som hukommelsen sagde

Jeg manglede et par småting, som jeg kunne få i Fakta, som indimellem er leveringsdygtig i et par anstændige tilbud og denne uge var der lidt forskellige fra Svaneke Bryghus, som ikke virkede helt tossede. Der var bl.a. en saison, en blonde, en pilsner, men også en øl, som jeg egentlig havde fine minder om, nemlig deres sorte ipa Grunge. Jeg gik på gymnasiet midt i halvfemserne, så navnet alene burde jo være nok. Jeg huskede Grunge som en øl med ristet malt med aroma og smag af humle, der serveret frisk var intet mindre end et fremragende køb. Enten har Fakta fået gamle flasker på hylderne, eller også har Svaneke ændret opskriften/sparet på humlen, for det eneste humlen bidrager med er en meget pågående bitterhed, som ikke er behagelig i længden. Til tretten kroner er den pengene værd, men et fremragende køb er det ikke længere.

image

Ølsnedkeren har begået en rigtig fin øl, der bestemt er de ca tyve kroner værd

Få meter fra min arbejdsplads ligger der en Løvbjerg, som startede med et rigtig fint øludvalg, da de åbnede for nogle år siden, men som så mange andre supermarkeder, så er udvalget skrumpet lidt. Dog har der på det seneste været lidt fremgang at spore. Bl.a. har de altid to varianter fra Ølsnedkeren og jeg lagde lidt Jyske Dollars i kurven. Den læner sig op ad westcoast ipa’erne, med en spinkel krop som baggrund for en masse humle, der bringer grapefrugt, citrus og harpiks og bitterhed. Det er måske ikke voldsomt elegant, men det virker ganske glimrende. En rigtig god øl til prisen.

Nu tror jeg, at der kun mangler lidt konklusion om øl i supermarkederne, hvilket kommer i en snarlig post.

Årets danske bryggeri

En række af de danske ølblogs kører i denne uge det samme tema. Vi kigger, som det er så populært på denne tid af året, tilbage på det bedste fra det seneste år.

Vi lægger ud med årets danske bryggeri, og det har ikke været helt let at vælge, men til sidst fandt jeg dog en mere end værdig kandidat.

Årets danske bryggeri er:

Amager Bryghus

AMAGER-logo

Amager holder et kontinuerligt og meget højt niveau og er måske blandt de allerbedste i Europa, når der skal brygges humlet øl. De har igen i år bragt en bred vifte af øl indenfor forskellige stilarter, ligesom de har præsenteret en bred vifte af samarbejdsbryg med samarbejdspartnere fra nabolandet Sverige, ligesom det nord- og sydamerikanske var fint repræsenteret.

På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en dårlig oplevelse med Amager i det forgangne år og derfor er titlen helt fortjent.
image

Boblere til titlen inkluderer Ugly Duck/Indslev Bryggeri, som jeg også har haft fine oplevelser med. De er stort set lokale og det er altid en fornøjelse at kigge forbi og hente øl direkte ved kilden. I år bød bl.a. på en række fine sorte øl. Når jeg ser tilbage på året, så har jeg også nydt en del øl fra Ghost, som også har leveret fantastiske sorte øl i fadlagrede udgaver, To Øl, Mikkeller og Ølsnedkeren, men i sidste ende rakte det altså ikke.