Odense Ølmarked

Tak til Christian for invitationen

Forrige weekend var jeg en tur i Odense, for at tage en tur til den første udgave af Odense Ølmarked. Jeg var så heldig, at Christian Larsen, der står bag flere ølmarkeder rundt i landet inviterede, så selvfølgelig sagde jeg ja tak. Jeg havde håbet, at de Odense- baserede ølbloggere også ville være til stede, men desværre gjorde forskellige ting, at de måtte melde afbud. Heldigvis var der masser af andre hyggelige mennesker, som jeg havde nogle gode timer med.

Der var på intet tidspunkt rigtig crowded i de to sportshaller, som udgjorde Odende Ølmarked

På forhånd var jeg lidt spændt på selve arrangementet, da jeg var til det første ølmarked, som Christian arrangerede i Århus, hvor jeg ikke var ret begejstret for arrangementet, der var noget skizofrent i forhold til, hvad det gerne ville være og da der også havde været lidt muggen omkring det seneste ølmarked i Århus, så var det jo spændende at se, om tiltaget i Odense også var plaget af de samme udfordringer, som nogle bryggerier tilsyneladende oplevede i Århus, ligesom der tilsyneladende også var folk, der gik forgæves i Århus p.g.a. for mange solgte billetter i forhold til fysisk plads. Det sidste var i hvert fald ikke et problem i Odense, snarere tværtimod, ligesom der ikke var alt for meget andet i gang i forhold til hornorkestre og bordfodbold. Så vidt jeg ved, så var der solgt omkring 800 billetter i forsalg, men det virkede ikke på noget tidspunkt som om, at der var rigtig mange mennesker, da arrangementet blev afholdt i to sportshaller i Marienlyst. Arrangementet var uden poletter, men heller delt i sessions, som man kender det fra flere festivaller, så alle smagsprøver skulle købes ved de enkelte udstillere, som så skænkede i enten de udleverede metalkopper, eller i plastickrus. Jeg er ikke ret stor fan af kopperne, som, i mine øjne, ikke er ret velegnede til en ølfestival, da man ikke kan se hvad man drikker. Jeg fik nu heller aldrig en kop, så det blev en dag med plastickrus. Det fungerede nu også ok, for jeg tror da, at jeg fik hvad jeg skulle have i løbet af dagen.

Dagen blev brugt i god selskab, hvor jeg tog udgangspunkt i hal 2, hvor bl.a. Åben, Flying Couch, Braw, To Øl og Mikkeller Bar & Bottleshop stod. Jeg havde i hvert fald en rigtig god dag deres selskab, men der var også god tid til at tale med andre bryggere og gæster på dagen. Det var bl.a. rart lige at hilse på de nye folk, der tegner Indslev efter de er blevet købt af Vestfyns. Det er i hvert fald stadig passionerede mennesker, som også har godt øl med. Jeg fik en blandet kasse med hjem. Særligt glæder jeg mig til at prøve den af de syrlige fadlagrede, som jeg fik med hjem. De to andre var i hvert fald glimrende.

Jeg rendte også på denne prægtige herre, som jo altid er god for snak og hyggeligt selskab

Jeg fik også lejlighed til at takke Jessica fra Penyllan for de fremragende damer, som jeg forærede mig selv i julegave. Jeg har ikke tidligere mødt hende eller hendes mand Christian Skovdahl, som jeg dog har været venner med på Facebook længe. Vi brugte noget tid sammen, og jeg glæder mig til at se dem igen til sommer på deres hjemmebane på Bornholm. Jeg fik også nogle gode snakke med Jens fra Spybrew, Bo fra Svendborgsund, gutterne fra Røde Port og mange andre, som var med til at gøre dagen hyggelig. Der var øl for enhver smag, både de syrlige fadlagrede, de stærke stouts og en masse andet. Jeg tror faktisk ikke, at det lykkedes mig at få en øl, som jeg ikke brød mig om. Noget ramte naturligvis min stil mere end andet, men sådan er det jo til sådan et event.

Jeg fornemmede, at nogle af bryggerne syntes, at der var for få gæster, men det gjorde jo, at de havde tid til at snakke. Egentlig er det synd, hvis det er indtrykket, for arrangementet har faktisk potentiale til at kunne blive godt, hvis bryggerierne vil være med. Og så er der altså lige de der kopper. De skal væk og erstattes af rigtige glas.