Landskamp

I anledning af landskampen mellem Danmark og USA fandt jeg en dansk og en amerikansk øl frem og delte halvlegene mellem de to lande.

Første halvleg blev dansk og Danmark stillede med årets ølnyhed i den alkoholsvage kategori.

Medlemmerne af Danske Ølentusiaster har stemt på årets ølnyheder og efter mere end tusind øl, så står to øl tilbage som vindere. Endnu en gang tog Indslev sejren med en øl fra deres Ugly Duck- brand, nemlig Foxy Brown.

Vi bevæger os i en kategori jeg normalt ikke bruger meget tid på. Brown Ale. Jeg synes oftest, at det er en kedelig stilart, sådan lidt traktoragtig. Solid, fyldig og ganske fin, men uden de store spektakulære udsving.

Foxy Brown fik da heller ikke min stemme i finalefeltet, men kom ind på min andenplads.

Det er naturligvis en mørk brun øl, som er toppet af et solidt skum. Den har aroma af karamel og humle. Den er fyldig og sød med karamel og chokolade, men modsat mange brown ales, så er den også ret bitter. Humlen er ret markant og flytter tankerne hen i retning af en IPA.

Jeg har fået Foxy Brown en del gange efterhånden og jeg står ved min første reaktion, hvor jeg kaldte den fire Danmarks bedste brown ale.

image

Årets Ølnyhed 2014 og Danmarks bedste brown ale

Anden halvleg bringer os en tur omkring Jack’s Abby og deres black lager/schwarzbier, der ifølge bryggeriet selv ligger mellem de nævnte typer og en røget porter.

I glasset er det en meget Mørk rødlig brun øl med et kraftigt beige skum, som dog hurtigt knitrer væk og efterlader en tynd film.

Aromaen er let røget og derudover præget af chokolademalt.

Smag og mundfylden er i begyndelsen ret let og præget af chokolade, lidt kaffe og ikke mindst røgmalt. Røgen er ikke voldsom, men bygger stille og roligt op og bliver i munden med et bittert strejf.

En rigtig fin øl, som er godt balanceret. Den er en smule til den bitre side, når man tager den lette mundfylde i betragtning, men den slipper rigtig godt fra det og er ret let drikkelig.

image

Stort pilsner med røg


Hvem vinder så landskampen på ølfronten? Det er tæt, men med et afrettet skud, så vinder USA på dagen. Spiller de igen en anden dag, så kan Danmark sagtens tage en uafgjort eller sågar sejren, men lige i dag virkede USA lige en tand skarpere.