I den kæmpe kasse øl, som jeg fik i gave fra Bryghuset Møn, og om derfor nok skal markeres med reklame, har jeg fundet to gange ipa frem. En almindelig ipa og en dobbelt udgave af stilarten, nemlig den økologiske Klintholm India Pale Ale og Nyord Dobbelt IPA. Jeg har faktisk har smagt begge engang for nogle år siden, og egentlig husker den ene som en god old school oplevelse, mens den anden var ok.
Denne gang smagte jeg på Klintholm først, og det er stadig ret old school med en god portion maltsødme, der giver mindelser af brød og lidt korn. I aromaen er der også en omgang noget krydderurt, strå og en let citrus. I afslutningen er der lidt appelsinskal og en del bitterhed, der faktisk giver noget friskhed og balance til en øl, der nok eller ville blive for sød. Balance er nok det vigtigste ord, som jeg vil sætte på den her, for den er nok mest i den engelske retning, og ikke moderne i sit udtryk, men det gør ikke noget, selv om jeg ikke er helt oppe at ringe, for det smager rigtig fint, og hvis man er sporet ind på, så fungerer netop en engelsk ipa ret fint til noget mad med lidt fut på krydderier og fedt, så her ville den fungere rigtig fint. Jeg vil bestemt heller ikke sige nej tak, hvis den stod foran mig igen.
Næste øl i glasset må jo så være Nyord, som jeg på forhånd forventede ville være mere i samme stil, men med mere kraft på alkohol og fylde, for vi er lige gået to procent op fra 5.5 til 7.5. Der er også kommet lidt mere farve på, så vi er skiftet fra en fin orange til en lidt mørkere rødlig, hvilket også signalerer det lidt mere old school udtryk. I næsen er det igen malt, der umiddelbart dominerer med lidt sukker, mørkere brød, strå, appelsinmarmelade og en lille smule af noget krydret, som jeg har lidt svært ved at placere. I smagen er der lidt mere brød, som har noget sødme, men også en fornemmelse af lidt karamel, sukker, fugt og så er bitterheden noget mere markant og med fornemmelse af nåletræ. Det er meget i familie med den første, men der er bare lidt mere af det hele, men frugten bliver mere sød og marmeladeagtig. For nogle år siden, da Mad Scientist kun var et lokalt bryggeri, var jeg i Ungarn på sommerferie, og i det spirende ølmiljø var det sådan her, at de lavede alt ipa. Det var egentlig ok, og det er det også, når det kommer fra Danmark, selv om de største nørder/snobber nok skal kigge et andet sted, men jeg tro også, at Møn brygger til en anden målgruppe, og der er jeg sikker på, at det her, nok kan ramme ret fint. Igen ville den gå godt til noget mad med en del fylde og fedme, måske et frækt bud til lammekølle og flødekartofler?
Så kom der igen en af de der lange pauser på bloggen, men det er jo slet ikke så vigtigt, for nu sidder jeg jo ved tastaturet igen, så forhåbentlig kommer der noget godt ud af det.
Lørdag d. 3/3 2023 bevægede jeg mig med stor forventning mod Fredericia Brewpub, der lagde lokaler til tredje runde af en beer battle mellem Jørgen Henriksen, der er står bag ølafdelingen i Kvickly Middelart og Henrik Feldthaus fra Beershoppen i Kolding. De har, som titlen på blogindlægget antyder, tidligere krydset klinger to gange tidligere. En gang i Kolding og en gang i Middelfart, begge gange med en hjemmebanesejr til følge, så nu skulle de mødes lige omkring i midten på neutral bane i Fredericia.
Mere end 60 mennesker havde købt billet til de fem runder, samt mad og en fadøl, og da arrangementet var sat til klokken 18.00, så lagde vi ud med smørrebrød og en Urquell som ledsager. Smørrebrød og god pilsner kan jo ikke gå helt galt, og det gjorde det da heller ikke, så mætte og klar kunne aftenens kamp gå i gang. Fredericia Brewpubs ejer var i aftenens anledning også blevet ring announcer, og han fik linet regler op. Fem runder, hvor Henrik og Jørgen på skift skulle vælge en dansk og en udenlandsk øl indenfor de givne stilarter. De første fire runder var indenfor en given stilart, mens sidste runde var fri leg, hvor de to måtte vælge frit.
Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke gik skuffet hjem. Alt fra øl, over mad til aftenenes selskab var i top. Alle var mødt ind med den rigtige indstilling, hvor man var klar på at blive overrasket, imponeret og også prøve noget øl, som i hvert fald ikke alle, var helt på hjemmebane i. Det er altid godt, når man får skubbet lidt til sine grænser, også de ølmæssige, og det var der afgjort nogen, der fik i løbet af aftenen.
Første runde havde temaet lagers, og Jørgen lagde ud med en skotsk pilsner i tysk stil fra Newbarns. Jeg havde ikke tidligere mødt øl fra bryggeriet, men det var en ren og klassisk, og ikke mindst velbrygget øl, som ramte rigtig godt i stilen. Henrik fulgte op med en dansk øl fra hans hjemmebane i Kolding. For mig ramte den ikke stilarten, da den havde en utalt fornemmelse af gær i både aroma og smag, men den gik nu alligevel hen og vandt første runde til min gruppes undren. Den første var langt mere ren og indenfor det man forventer af pilsner og helles, men publikum bestemmer, og dermed gik sejren til Kolding. Retfærdigvis skal det siges, at vi fik lov til at tete en flaske mere, og den var langt mere ren, men havde stadig lidt gær- fornemmelse.
I anden runde skulle der dystes i ipa, og begge kombattanter var gået moderne og hazy, og denne skulle de danske farver forsvares af Pølsemageren fra Fyn, der dog havde været omkring Sjælland for at finde sin øl, som kom fra Gamma Brewing, der jo plejer at have godt styr på deres ipa’er, og det havde de bestemt også med Sworn, som er en dipa med masser af frisk tropisk frugt. Den var meget frisktappet, og jeg fik en lille smule hop burn, som trak det lidt ned for mig. Henrik havde fundet nogen af de, i mine øjne, allerbedste på det moderne haze i Europa, nemlig Overtone fra Skotland i samarbejde med engelske Northern Monk, som med deres dipa Can’t help myself lige ramte den en tand bedre hos mig. Den var lidt mere afstemt i bitterhed, sødme og frugtighed. Publikum var enige, og dermed blev det til endnu en tæt sejr til Henrik og Beershoppen.
Tredje runde bragte os endnu engang til det skotske, men denne gang i form af den syrlige runde, hvor Jørgen havde fat i en meget moderne øl med jordbær og laktose. Strawberry woo woo fra Vault City har jeg smagt tidligere og været ret glad for. Det var jeg igen, men den delte alligevel vandene ved det bord jeg sad ved, for det er samtidig med det syrlige også en ret sød og fyldig øl, da jeg formoder, at laktosen er tilsat rundhåndet. Det skal man være til, og er man det, så fik man en god omgang flydende rødgrød med fløde. Op imod den var Grollach fra Dry & Bitter, som er en moderne gose med brombær. På mig fremstod den desværre lidt tyndbenet og manglede mere frugt og måske også lidt mere salt, som jo er en af de ting, der er særlig for netop gose som stilart. Hos publikum blev jordbærrene også vindere over brombær, og dermed fik Jørgen reduceret og spændingen var dermed intakt, inden de to sidste runder.
Fjerde omgang var en rigtig lækker fadlagret runde, hvor begge deltagere var gået med imperial stouts i fadlagrede udgaver. Den udenlandske, som jo denne gang var valgt af Henrik, blev BA Ten Fidy fra Oscar’s Blues, der jo, i hvert fald i den rene udgave, er en klassiker i min bog, men som bestemt ikke var blevet ringere af en omgang fadpræg fra bourbonfade. Mine noter på øllet fra aftenen siger det nok egentlig meget fint. Lækker fadpræg. Kakao, chokolade, lidt lakrids, vanilje, virkelig elegant lavet. Den danske øl, som Jørgen havde med, var fra et af hans danske favoritbryggerier, nemlig Fanø. De har tidligere haft både et rødt og et hvidt bryllup på gaden, og i år er Black Wedding så kommet til. Hvor de andre har været på rødvinsfade og på hvide portvinsdfade, så har den sorte udgave hygget sig på et dansk Stauningfad, og det har helt afgjort også gjort gode ting for øllet, som fremstårret rundt og blødt, når man tænker på de høje procenter. Jeg får masser af mørk og dyb chokolade, ristede kaffenoter, ristet bitterhed og så er det hele indkapslet af en rund og lækker whisky. Det er svært, når man er oppe imod klassekerne, men her lykkedes det både hos mig og hos publikum, at løbe med sejren til Fanø.
Sidste og afgørende runde var runden med fri leg, og her var de to kæmpere gået i forskellig retning, selv om Henrik ramte noget, som vi måske lige havde været igennem, for han var med sin danske øl, gået med netop føromtalte White Wedding, som jeg synes er en fantastisk fadlagring, der birklig viser hvad hvid portvin kan tilføre en stærk og meget dyb sort øl. På mange måder minder oplevelsen om den sorte udgave, men den har en anderledes dybde og kompleksitet, og er lidt lettere og har en smule syre fra vinen, som bestemt også byder ind med fine ting. Jørgen var gået klassisk belgisk med en chimay grande reserve fermentee en barriques 2019, der havde alt det, som man gerne vil have i en mørk belgier. Sødme, let krydret fornemmelse, mørke frugter og en god omgang kandis, mens jeg fandt det krydrede dejligt afdæmpet, mens lagringen på træ havde givet en fin fornemmelse af vanilje og netop træ. Det fingerer rigtig godt, men måske en kende bedre hos publikum ,der havde den som vinder af runden, mens jeg var mere på Fanø og White Wedding.
Dermed stod det klart, at det var Jørgen Pølsemager, der løb med den afgørende sejr, hvis vi går ud fra, at de to kamphaner kan holde sig fra endnu en dyst. Det virkede han ret tilfreds med, men uanset hvem der løb med sejren, så synes jeg, at de rigtige vindere var dagens publikum, og måske ølscenen generelt, for det er arrangementer som det her, der lokker folk af huse, og ikke kun de sædvanlige nørder, for der var masser af mennesker, der i hvert flad aldrig har været til de samme smagninger, som jeg har. Det er måske også fordi, at jeg kommer for sjældent ud, men det kunne også være, at den slags smagninger appellerer bredere og dermed kan fungere som gateway ind i det gode øl? Det håber jeg meget, og man kunne sagtens forestille sig andre dyster rundt omkring i landet.
Der skal selvfølgelig lyde et kæmpestort tillykke til Jørgen med sejren. Håneretten er altid en rigtig dejlig ret at have.
Efter smagningen blev en del hængene og fik måske lige en lille øl eller to mere, og her fik jeg måske aftenens allerbedste øl, da Fredericia Brewpub havde Marhal Zhukov’s fra Cigar City på hanen, og det er godt nok svært at være utilfreds, når man har en nærmest perfekt klassisk russian imperial stout i glasset. Der var flere af konkurrencens øl, der var ret tæt på, men nok ingen, der helt var på det niveau.
Supermarkedsøl har ikke altid det bedste navn, og måske særligt ikke de hazy ipa’er, som ikke mange rigtigt er lykkedes med, når det har drejet som aroma og smag. Jeg forestiller mig, at det er en udfordring, at holde prisen et sted, hvor den almindelige ølkunde i supermarkedet vil betale prisen, og samtidig have brugt råvarer nok. Derudover kan leveriden også være en udfordring, for en NEIPA, DIPA, New England IPA har ikke den samme levetid, som man oftest ser i supermarkdernes ølafdeling. Alligvel følte jeg, at jeg godt turde tage chancen, for jeg havde faktisk hørt pæne ting om den ene af de to øl, som jeg tog med hjem, mens den anden var fra et bryggeri, som burde kunne løse opgaven.
Første øl var fra fynske Schiøtz, der som de fleste nok ved, er ejet af Royal Unibrew og bliver brygget på et lille bryganlæg, der ligger på Albani. Schiøtz har ikke just fået mange rosende ord med på vejen fra den mere nørdede del af den danske ølscene, hvilket der nok er flere grunde til, men de to mest åbenlyse er nok, at deres øl for det første ikke har været vanvittig interessante, og i hvert fald i starten, ikke var konsistente i kvalitet og smag. For det andet, så er der afgjort også nogen der stejler, når man drikker øl fra en af de store spillere på markedet, der suger på successen fra de små. Jeg fik kort efter etableringen en rundvisning på bryggeriet i en anden forbindelse end bloggen, og der kan ikke være diskussion om det er craft, som Schiøtz brygger, for det er det, men det har bare ikke nødvendigvis været rigtig godt craft. Om Royal Unibrews position er blevet forbedret på det seneste ved jeg ikke, men de har i hvert fald gennem deres webshop og deres online smagninger givet mindre spillere på markedet en god mulighed for at komme bredere ud. Ros for det.
På det seneste har jeg læst pæne ord om en øl fra Schiøtz, så da jeg så den i SuperBrugsen i Erritsø ved Fredericia, så røg den i kurven sammen tre andre øl, hvor den ene er den næste i dette indlæg.
Hazy Double IPA er faktisk et ret hæderligt bud på en prisvenlig hazy, som den almindelige forbruger måske vil betale for
Juicy Galaxy, findes også på Untappd som Hazy Double IPA, byder på det man kan forvente i typen i forhold til en fyldig og blød maltbaggrund med tydelig hvede. Den er på 7.3% alkohold, som vel er meget passende for en DIPA. Aromaen havde masser af søde citrusfrugter, men var ellers ikke super overvældende. Til gengæld var der masser af frugt i smagen, som bød på flere citrusnoter, men også en del mango og passionsfrugt. Afslutningen var lidt bitter med en snert af det havde fra appelsinskal. Hvis ikke det lyder som en nyskabelse, så var det det heller ikke, men det var faktisk ret godt. Jeg er ikke helt sikker på, hvor frisk den var, men den har stået lyst og lunt i butikken, så den kunne godt være lidt faded. Den kan selvfølgelig også bare være lidt svagere fra start, men det er bare et bud. Jeg plejer gerne, at være advokat for synspunktet, at en øl bliver hverken værre eller bedre af, at den har været billig, men at value for money er en anden ting, og til en flad tyver, så får man godt nok fin værdig for pengene. Det er ikke en topklasse hazy ipa, men jeg synes bestemt ikke, at bryggerne på Schiøtz har noget at skamme sig over. Jeg drikker den i hvert fald gerne igen.
Double Hazy fra Brewdog er måske en lille snas bedre end den fra Schiøtz, men de er ret tæt på hinanden.
Den anden øl i denne lille smagning af haze fra Brugsen, er fra skotske Brewdog, som har en øl ude, som holder ca. samme alkoholstyrke, nemlig 7.2%, og som også ligger meget tæt på i farven. Den findes på markedet under flere navne, men i Brugsen var det altså Double Hazy, der stod på dåsen, men den findes også under navnet O-G Hazy. Den minder på mange måder om den foregående. Farven er tæt på, ligesom mundfylde og cremethed heller ikke er langt fra. Den har måske en lille smule mere blødhed, men de er tætte her. Til gengæld virker både aroma og smag en lille my friskere her. Der igen citrusfrugter en masse, men der er også en lille smule urtet og grønt, inden vi igen møder pasionsfrugt og mango. I smagen bliver det igen til et møde med de tropiske frugter og lidt strå og citrus, der faktisk er ret godt balanceret i forhold til sødme og en lille smule dank bitterhed.
Brewdog har måske et lille overtag her, men de er rigtig tæt på hinanden, og begge to kan man sagtens servere, uden at skamme sig over noget. Brewdog er lige en tier dyere, men om den så smager af ti kroner mere, synes jeg ikke man kan afgøre. Hvor Schiøtz er mere ren frugt, så har Brewdog lidt andre noter også. Det er en smagssag. Måske friskhed og emballage også har noget at gøre her.
Køb den ene eller den anden, eller måske dem begge, og se om ikke det kunne være noget for dig. Jeg tror faktisk, at NEIPA kan være ok i supermarkedet efter det her.
Ousen om øl 