Ølfestival: Anbefalinger

20170520_162515I morgen går det løs til Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i Lokomotivværkstedet. Forsalget er gået fint og der er udsolgt for forsalgsbilletter til fredag og lørdag, mens det stadig skulle være muligt at få billetter i forsalg til i morgen. Der skulle dog være billetter i døren til alle tre dage, så der er ingen grund til ikke at tage af sted, hvis man har lyst til en god øloplevelse i weekenden.

Hvor MBCC i Øksnehallen nok var en til nørderne og bestod af avant garden af bryggerier, så er ølentusiasternes festival mere folkelig, selv om de nogle steder har fået lidt kritik fra bryggere for at ville dæmpe festen på standene og at gå lidt vel små sko i forhold til standenes størrelse. Det har jeg som sådan ikke en holdning til, da jeg ikke går til ølfestival for at høre hornmusik og kigge på bjørne eller nonner.

I år er festivalguiden i papirform blevet erstattet af en online guide, som virker ok, men som savner en app og måske interaktion med Untappd, som guiden til MBCC havde. Det håber jeg kommer næste år. Jeg har været guiden igennem og vil, som flere andre har gjort de sidste dage, prøve at give lidt anbefalinger til øloplevelser som kunne være værd at gå efter.

Min anbefalinger kommer ikke 100% til at gå på enkelte øl, men også på stande, som helt generelt kunne være et fint sted at besøge. Der vil ikke være anbefalinger på nogle af de bryggerier, selv om de måske laver fint øl, som er er bredt tilgængelige i supermarkeder til relativt lave priser, da poletterne bliver for kostbare i forhold til øllets pris i almindelig handel.

1. Indslev/Ugly Duck. Stand A-25

Et af mine helt faste besøg på festivallen. Det er altid en rigtig fin stand og de har altid noget spændende med. I år vil jeg gå efter deres sours med frugt, men vil da ikke sige nej tak til samarbejdet med Mikkeller 50 g/l eller den nye india pale lager. Generelt set, så går man ikke galt i byen her.

2. Det Belgiske Hus. Stand C-09.

Det belgiske hus har de sidste år stået for nogle af de største danske øloplevelser på 20170520_113241festivalen og igen i år har de en række fine danske øl med. Det er bl.a. en række øl fra Amager Bryghus, ligesom de igen medbringer en af de fineste ipa’er fra sidste år, nemlig Get Schwifty fra Flying Couch

3. Spy Brew. Stand C-06

Temaet hos Spy Brew er i år samarbejdsbryg og det ser på papiret interessant ud. Der er brygget med Jannik Sahlholdt fra Sidekick, Christian Skovdahl fra bl.a. Beer Here, Lervig fra Norge og med Michael Rahbek fra Nørrebro Bryghus. Jeg kender Rahbek fra hans tid i Fredericia og går nok efter Codename Rahbek, men kan nok sagtens overtales til at smage de andre.

4. Det lille Bryggeri. Stand C-04

Det er blevet en tradition, at jeg starter med en Humlemord, eller sidste år fik jeg vist en anden, hos Det Lille Bryggeri. Det gør jeg nok også i år. Det er ikke lige godt hver år, men en tradition er en tradition.

5. Alesmith Speedway Stout. Stand C-07

På Ølkassen.dk’s stand har de to udgaver af den fantastisk Speedway Stout fra Alesmith. Har du ikke tidligere smagt den, så er det et klart must. De har desuden øl fra Perennial, Rodenbach og De Molen, så det kunne være et rigtig fint sted at kigge forbi.

6. Åben. Stand C-03

Åben, som holder til mellem Kolding og Fredericia, er en relativt ny spiller, men de har gjort sig bemærket med en serie af rigtig gode humlede øl, som jeg klart kan anbefale. Jeg går dog nok efter deres saison og de nye stouts, som jeg endnu ikke har smagt. Hvis niveauet er som på de humlede, så er det værd at gå efter.

7. Dry & Bitter. Stand C-18

Søren Parker holder altid et højt niveau på sit øl og det er klart værd at gå efter, så det bør man selvfølgelig gøre. Jeg ville selv gå efter de to syrlige frugtøl Mangalore og Raspvery, men både UW og As seen on tv ville også være fine valg.

8. Herslev Bryghus. Stand C-01

Hvis man ikke har prøvet Herslevs serie af Mark- øl, der alle dyrker terroir og er gæret på f.eks. hø, hamp og kirsebær. De er ikke alle lige fremragende, men det er øl, der har prøvet at skubbe til hvad danske øl er og kan. De har desuden fadlagrede udgaver med og det kunne jeg sagtens finde på at gå efter.

9. Golden Ticket. Stand A-15 og Brush Stand C-17

Svenske poppels har sammen med All in Brewing og J. Wakefield brygget Golden Ticket som er en Russian Imperial Stout brygget med lakrids, saltkaramel og chokolade. Det kunne godt vise sig at være rigtig fint, selv om jeg ikke nødvendigvis synes lakrids har noget at gøre i øl. j. Wakefield kan også finde på Vielviel Mehrs stand, hvor de sammen med Omnipollo har brygget Brush, som ligeledes er en potent stout med tilsætninger af skumfiduser, chokolade, hasselnøddekaffe og Anchochilli. Jeg har det ofte med chili i øl, som jeg har det med lakrids, men hvis det er gjort rigtigt, så kan det være super fint.

10. Nyd din festival.

Til sidst vil jeg dog gerne anbefale, at man tager det stille og roligt, så man sørger for at få en god oplevelse. Smag på øl, eller måske en cider, som ikke nødvendigvis var en del af planen. Snak med folk på de forskellige stande om hvad du plejer at kunne lide og lad dem guide dig, men også lade dem udfordre dig. Kig ind til importører og distributører, da de også har en masse spændende udenlandsk øl fra de høje hylder.  Jeg har sikkert også misset en række fine danske øl fra både bryggerier og fra håndbryggerstanden. Der er også guidede ture på festivalen, som kunne være rigtig fine.

Årets Ølnyheder

Tiden for Danske Ølentusiasters kåring af de bedste øl nærmer sig med hastige skridt. Første runde, eller er det anden?, i afstemningen nærmer sig hastigt sin afslutning, da sidste mulighed for at stemme er på tirsdag. Senere følger så endnu en runde, hvor man stemmer blandt de tre bedst placerede nyheder i hver af de tre kategorier, der dækker over øl op til 4%, øl op til 7% og alt derover. Man kan jo altid diskutere om en inddeling udelukkende efter alkoholstyrke er optimalt, men hvis ikke der skal være et utal af kategorier, så er det nok en ok måde.

I år skulle bryggerierne selv indstille øl til kåringen og det viste, at rigtig mange af bryggerier tilsyneladende er ret ligeglade med prisen. De indstillede simpelt hen ikke nogen øl. Blandt de først indstillede øl var det vel kun Indslev/Ugly Duck, der for alvor havde indstillet noget interessant. Medlemmerne af foreningen har så også haft mulighed for at indstille deres favoritter, og det har i den grad oppet konkurrencen. Nu er der faktisk en række rigtig fine øl, som ikke er brygget på Fyn med i afstemningen, men har de en chance overhovedet? Sikkert ikke, da det tilsyneladende kræver et ganske stort lobbyarbejde i foreningen at vinde, så jeg gætter på, at den nyligt overståede generalforsamling i Thisted trækker rigtig mange stemmer og at vi skal se Jack & Beer, samt Madagaskar blandt de sidste tre i deres respektive kategorier. Willemoes Jul 2016 kunne også være et bud på en øl, der ryger videre da den jo er ude i bred distribution, og det har jeg lige læst på Facebook i hvert fald er et kriterium blandt nogle medlemmer. Midtfyns har også et par bud med i afstemningen og der plejer jo gerne at være en fribillet til finalen til Eddie og hans skiftende flok.

Der er, som skrevet, heldigvis også nogle rigtig fine bud på vindere og jeg vil da gerne smide et par anbefalinger jeres vej.

20170120_170558

Let, syrlig, salt, frugtig og bare forbandet godt skruet sammen. Min vinder i den lette kategori.

I den lette kategori har jeg vist ikke smagt så mange af øllene, jeg er faktisk i tvivl om den fra Amager, men ellers er det vist kun den med kirsebær fra Mikkeller og To Øls fremragende julegose Santa gose fuck it all jeg har smagt. Jeg stemte på sidstnævnte, som meget gerne måtte blive en fast del af et sortiment tilgængeligt året rundt  i nærheden af mig.

I den midterste kategori stemte, ikke overraskende på Wildflower fra Ebeltoft, som jeg selv har kåret som årets nye øl, så det krævede ikke så meget overvejelse. I kan læse hvad jeg synes om den her. Derudover kunne jeg da også anbefale The lady from Confitachequi som Amager bryggede med Fonta Flora, Alefarms Funk Orchard, Jacobsen Porter synes jeg faktisk også er en ret fin øl, som også er prissat ganske fornuftigt.

13551554_157431434661014_2037789291_n

En fuldstændig fremragende ipa brygget af Ben Howe. Den tog mig med storm og er min klare vinder i den mellemste kategori.

Ugly Ducks White Rabbit eller Indslev White Ale har jeg drukket nogle stykke af i sommer, hvor de var et super køb til fornuftig pris, så de kunne være fine outsidere. Der er sikkert flere gode, men de her stod umiddelbart klarest i min erindring.

I den stærke kategori plejer medlemmerne jo at være til salg for stærk sort øl med besynderlige tilsætninger, som ikke altid, i mine øjne, falder særlig heldigt ud. Jeg er f.eks. ikke ret pjattet med Hornbeers stærke sorte øl med chili, lakrids og hvad Jørgen ellers finder på at hælde i. Lidt en skam, når han nu godt kan brygge glimrende sort øl, hvilket han har bevist med f.eks. Fundamental Blackhorn, men det er jo ikke en udfordring i år. Hvis man lægger ovenstående kriterier med tilsætninger ned over kategorien, så bør det jo blive sejr til en af to fremragende øl. Enten Det lille Bryggeris The Stay Puft, som jeg tidligere har skrevet om her, samt Amagers Green, Green Banshee, som er blevet til i et samarbejde med irske Jameson, som har stillet fade til rådighed.

20161229_215328

Green, green Banshee er en ret potent og nærmest lidt voldsom øl, men med lidt alder bliver den lidt mere rund og tilgængelig. Den ern tyk som olie og Jamesons fade har haft en rigtig fin indflydelse. Min vinder i i den stærke kategori.

Den har jeg desværre ikke fået skrevet et selvstændigt indlæg om, men den er en voldsom øl, men også helt fantastisk. Til gengæld har jeg haft den på Instagram, så hvis man ikke følger mig der, så kunne man jo passende hoppe en tur derover, men den er også lige kort beskrevet her. I samme kategori kunne man jo også stemme på, hvis man ikke har smagt de to ovenstående og ikke vil stemme på Amager, som jeg gjorde, stemme på Amagers Gay Gondolier, hvor jeg var til stede på brygdagen, eller måske Red Ale fra Ugly Duck, som er en rigtig fin øl, som jeg ret godt kunne lide. Derudover synes jeg faktisk, at den stærke kategori er ret kedelig i år.

Vigtigst af alt er dog at stemme på noget godt øl og ikke kun ud fra lokale præferencer eller ud fra tilgængelighed. Stem nu på det bedste i stedet.

En umulig øl der virker

En gang imellem kommer man forbi en øl, hvor listen over ingredienser er så åndssvag, at det kun kan have to udfald. Enten bliver det en mærkelig gang rod, eller også ved bryggeren virkelig hvad han laver. Med The Stay Puft, så er det sidste tilfældet, eller også er bryggeren måske virkelig heldig, men vi lader tvivlen komme ham til gode og tror på talent. Det lille Bryggeri har i hvert fald tidligere lavet rigtig fine stærke stouts.

Udover malt, humle, gær og vand, så har bryggeren valgt at hive fat i Marsmallow- manden fra Ghost Busters, der har hevet sine venner kokos, salt, kandis og chokolade med. Det burde ikke give en god øl og jeg har da også kigget på den nogle gange, men har valgt noget andet, men både Stovt og Tripplealehead anbefalede, at jeg gav den chance, så det gjorde jeg.

Overraskende nok, så virker den kaotiske opskrift. Øllet er kort og godt fremragende med en meget, men på en eller anden måde elegant, markant aroma og smag af kokos, der bliver flankeret af sødme og en meget let bitterhed med chokolade i sidevognen. Jeg formoder, at Marshmallows giver sødme, men salten ikke står meget frem, men den kan være med til at fremhæve de øvrige nuancer. Det ville jeg jo gøre, hvis jeg lavede en dessert med chokolade. Man fornemmer også alkoholen, men ikke på en brændende måde.

Som skrevet, så er det en fremragende stout, som klart skal have en anbefaling med.

Ølfestival 2016

Sidste weekend var jeg en tur i København med en mindre flok øltosser, der fornægter festivalen, men i stedet tager en rundtur på fornuftige værtshuse i hovedstaden. Danske Ølentusiaster havde dog spurgt om undertegnede havde lyst til at deltage i festivalen, så jeg forlod selskabet og tog en tur i Lokomotivværkstedet, som siden sidste år har dannet rammerne om festivalen. Det er en langt bedre ramme, end dem som Tap1 kunne byde på. Jeg vil ikke bruge meget krudt på selve arrangementet for det kørte upåklageligt, da først jeg var inde. Der var dog flere i køen, det var lidt utilfredse med, at der kun var en kø, således at de ikke oplevede en fordel I forhold til forsalg af billetter. Jeg fik heller ikke stiftet bekendtskab med kvaliteten af maden, så det springer vi let og elegant hen over.

image

Tidligere på året var jeg en tur på Amager Bryghus i forbindelse med et samarbejdsbryg mellem Amager og Nøgne Ø fra Grimstad i Norge. Mit første stop var derfor hos Amager, hvor jeg havde planlagt, at smage på The Gay Gondolier, som er resultatet af brygdagens anstrengelser. Det er en imperial café latte brown ale, som jeg i første omgang rigtig godt kunne lide, men som intet kaffe havde over sig. Senere på dagen tikkede en besked fra Henrik Papsø ind, at jeg måske havde fået en anden øl serveret, så tilbage til Amager. I andet forsøg ramte vi plet. Lækker, fyldig og med masser af kaffe i aroma og smag. Den er allerede bestilt på flaske, så den kan gensmages i lidt større kvantum. Amager havde flere fine øl med på deres stand, bl.a. samarbejdsbryg med flere norske bryggerier.

Derefter var planen lidt mere åben, selv om jeg på forhånd havde lavet en checkliste over ting jeg gerne ville smage, så jeg fortsatte videre til Thisted Bryghus for at smage på Beer Geek Limfjords Porter, som naturligvis er et samarbejde mellem Thisted og Mikkeller. Jeg er ikke helt sikker på, hvem af de to der vinder mest på det samarbejde, men Mikkeller kunne måske komme ud på et marked, hvor de ikke har været. Spørgsmålet er om det er noget Mikkel ønsker, mens Thisted kan komme ud til de mere nørdede øldrikkere. Spørgsmålet er her om de har evner og øl til det. Nok snak om bryggerierne, for øllet er slet ikke så tosset. Der er klart mest Beer Geek over øllet, som er fyldigt med tydelig kaffe og lakrids, mens røgen fra Limfjordsporter er gemt noget i baggrunden. En rigtig fin øl, men jeg tror stadig, at jeg hellere vil have de to øl hver for sig.

Undervejs til mit næste stop hos Indslev kom jeg forbi Det lille Bryggeri, der vanen tro serverede mig et Humlemord. Altid en fin oplevelse med masser af aroma og bitterhed. På samme vandring gjorde jeg et forsøg på at kunne lide Mark fra Herslev, denne gang i en udgave med kirsebær, som er den bedste i serien indtil videre, men som stadig ikke tilfører syrligt øl noget, der ikke findes bedre andre steder.

image

Hos Indslev lagde jeg forsigtigt ud med en White IPA, der også er deltager i Kvicklys årlige ølfestivalsafstemning. Det er en frisk og dejlig øl, som jeg sagtens kunne drikke nogle stykker af på en varm sommerdag. Hos Indslev var mit vigtigste punkt, at jeg skulle smage på Hr. Hjortbøl, som er et samarbejde mellem Indslev og Kolding Bryglaug, hvor Hr. Hjortbøl var medlem. Søren Hjortbøl nåede desværre ikke, at være med til at brygge dette samarbejdsbryg, da han desværre alt for tidligt gik bort i oktober sidste. Øllet er en fin hyldfest til ham. Stærkt, kraftfuldt og egentlig også ganske bittert, som en det sig hør og bør for en amerikansk inspireret, men også med karamel og frugt.Den glæder jeg mig til at gensmage. På Indslevs stand blev det til flere smagsprøver, som alle var rigtig fine.

image

I samme område var en af de store ting på festivalen, nemlig Urquell i en helt frisk og  udgave fra tank. En rigtig dejlig sprød og let bitter øl, der klart beviser, at hvis blot øllet er frisk og velbrygget, så behøver man ikke altid mere end det. Glimrende øl. Randers Bryghus holdt til lige ved siden af og efter en frisk pilsner, så var det igen tid til lidt sort øl. Midnight Oil leverede en rigtig fin oplevelse. Kraftig, sød, bitter, ristet. Alt hvad en stærk stout skal byde på. Når Randers lægger sig i selen, så kan de lave rigtig fint øl.

Det blev også til et længere besøg hos Det belgiske Hus, hvor Triplealehead stod bag baren. Jeg lod ham bestemme øllet og fik et par glimrende oplevelser med Brekeriet og Cycles Sunny State, der bød på citrusfrugt med appelsin, samt Mikkellers Drinkin’ in Berliner, som også var en rigtig lækker frugtig og syrlig øl. Senere på dagen blev det til mere frugt fra Mikkeller, da jeg på Mikkeller & Friends røg i den ganske fremragende Spontanblueberrytriple.

image

Udover de nævnte øl, så bød dagen på en række smagsprøver, som det egentlig ikke er værd at nævnte, eller som bare er forsvundet lidt i glemslen. Nogle af DØE’s favoritbryggerier var deciderede skuffelser og bør ikke kunne vinde flere priser i en periode. Dertil er øllet simpelt hen ikke interessant eller godt nok.

Jeg gentager meget gerne besøget næste år. Det er en rigtig hyggelig festival, hvor der er meget godt øl, meget middelmådigt øl og ikke mindst er der rigtig fint selskab. Jeg havde mange fine snakke med udstillere, bryggere, bloggere, gamle bekendte fra DØE og senere på dagen en glimrende tur ud i byen med venner fra Fredericia.

image

Jeg fik ikke rigtig taget så mange billeder, men Beerticker har en rigtig fin reportage fra festivalen, hvor billederne er rigtig gode