DIPA fra supermarkedet

Supermarkedsøl har ikke altid det bedste navn, og måske særligt ikke de hazy ipa’er, som ikke mange rigtigt er lykkedes med, når det har drejet som aroma og smag. Jeg forestiller mig, at det er en udfordring, at holde prisen et sted, hvor den almindelige ølkunde i supermarkedet vil betale prisen, og samtidig have brugt råvarer nok. Derudover kan leveriden også være en udfordring, for en NEIPA, DIPA, New England IPA har ikke den samme levetid, som man oftest ser i supermarkdernes ølafdeling. Alligvel følte jeg, at jeg godt turde tage chancen, for jeg havde faktisk hørt pæne ting om den ene af de to øl, som jeg tog med hjem, mens den anden var fra et bryggeri, som burde kunne løse opgaven.

Første øl var fra fynske Schiøtz, der som de fleste nok ved, er ejet af Royal Unibrew og bliver brygget på et lille bryganlæg, der ligger på Albani. Schiøtz har ikke just fået mange rosende ord med på vejen fra den mere nørdede del af den danske ølscene, hvilket der nok er flere grunde til, men de to mest åbenlyse er nok, at deres øl for det første ikke har været vanvittig interessante, og i hvert fald i starten, ikke var konsistente i kvalitet og smag. For det andet, så er der afgjort også nogen der stejler, når man drikker øl fra en af de store spillere på markedet, der suger på successen fra de små. Jeg fik kort efter etableringen en rundvisning på bryggeriet i en anden forbindelse end bloggen, og der kan ikke være diskussion om det er craft, som Schiøtz brygger, for det er det, men det har bare ikke nødvendigvis været rigtig godt craft. Om Royal Unibrews position er blevet forbedret på det seneste ved jeg ikke, men de har i hvert fald gennem deres webshop og deres online smagninger givet mindre spillere på markedet en god mulighed for at komme bredere ud. Ros for det.

På det seneste har jeg læst pæne ord om en øl fra Schiøtz, så da jeg så den i SuperBrugsen i Erritsø ved Fredericia, så røg den i kurven sammen tre andre øl, hvor den ene er den næste i dette indlæg.

Hazy Double IPA er faktisk et ret hæderligt bud på en prisvenlig hazy, som den almindelige forbruger måske vil betale for

Juicy Galaxy, findes også på Untappd som Hazy Double IPA, byder på det man kan forvente i typen i forhold til en fyldig og blød maltbaggrund med tydelig hvede. Den er på 7.3% alkohold, som vel er meget passende for en DIPA. Aromaen havde masser af søde citrusfrugter, men var ellers ikke super overvældende. Til gengæld var der masser af frugt i smagen, som bød på flere citrusnoter, men også en del mango og passionsfrugt. Afslutningen var lidt bitter med en snert af det havde fra appelsinskal. Hvis ikke det lyder som en nyskabelse, så var det det heller ikke, men det var faktisk ret godt. Jeg er ikke helt sikker på, hvor frisk den var, men den har stået lyst og lunt i butikken, så den kunne godt være lidt faded. Den kan selvfølgelig også bare være lidt svagere fra start, men det er bare et bud. Jeg plejer gerne, at være advokat for synspunktet, at en øl bliver hverken værre eller bedre af, at den har været billig, men at value for money er en anden ting, og til en flad tyver, så får man godt nok fin værdig for pengene. Det er ikke en topklasse hazy ipa, men jeg synes bestemt ikke, at bryggerne på Schiøtz har noget at skamme sig over. Jeg drikker den i hvert fald gerne igen.

Double Hazy fra Brewdog er måske en lille snas bedre end den fra Schiøtz, men de er ret tæt på hinanden.

Den anden øl i denne lille smagning af haze fra Brugsen, er fra skotske Brewdog, som har en øl ude, som holder ca. samme alkoholstyrke, nemlig 7.2%, og som også ligger meget tæt på i farven. Den findes på markedet under flere navne, men i Brugsen var det altså Double Hazy, der stod på dåsen, men den findes også under navnet O-G Hazy. Den minder på mange måder om den foregående. Farven er tæt på, ligesom mundfylde og cremethed heller ikke er langt fra. Den har måske en lille smule mere blødhed, men de er tætte her. Til gengæld virker både aroma og smag en lille my friskere her. Der igen citrusfrugter en masse, men der er også en lille smule urtet og grønt, inden vi igen møder pasionsfrugt og mango. I smagen bliver det igen til et møde med de tropiske frugter og lidt strå og citrus, der faktisk er ret godt balanceret i forhold til sødme og en lille smule dank bitterhed.

Brewdog har måske et lille overtag her, men de er rigtig tæt på hinanden, og begge to kan man sagtens servere, uden at skamme sig over noget. Brewdog er lige en tier dyere, men om den så smager af ti kroner mere, synes jeg ikke man kan afgøre. Hvor Schiøtz er mere ren frugt, så har Brewdog lidt andre noter også. Det er en smagssag. Måske friskhed og emballage også har noget at gøre her.

Køb den ene eller den anden, eller måske dem begge, og se om ikke det kunne være noget for dig. Jeg tror faktisk, at NEIPA kan være ok i supermarkedet efter det her.

Video: Equilibrium MC2

Jeg har haft en NEIPA fra Equilibrium i glasset. Jeg havde sat lys op og tændt kameraet, så jeg kunne jo lige så godt dele det med jer.

Jeg vrøvlede på engelsk om øllet, men jeg håber, at I alligevel gider se på det og lytte til mine mange ord.

Jeg vrøvler om NEIPA efter det nye logo

Begreber i øllets verden

Den danske, og for den sags skyld også den internationale, ølverden er oversvømmet med forskellige navne og begreber, der alle på hver sin måde prøver at signalere noget om kvalitet eller måske manglen på samme. Ingen af os forventer sikkert den store øloplevelse, hvis vi hører ordet konsumøl, men det er jo ikke det samme som en dårlig øl eller øloplevelse. Der er ingen tvivl om, at når f.eks. Carlsberg sender en øl på gaden, så er der ikke tale om en dårlig øl, men om den interessant eller en stor øloplevelse er straks noget andet.

Når jeg går en tur igennem mine lokale supermarkeder, så har de store butikker i Salling Group en afdeling for Craft Beer, men hvad dækker deres brug af begrebet egentlig over? Har vi med små lokale bryggerier at gøre? Det er faktisk ikke tilfældet, da øllene kommer fra en relativt smal gruppe af bryggerier, hvoraf mange er en del af et større samarbejde eller koncern. Under begrebet craft beer sælges f.eks. Jacobsen, Kronenbourg, Grimbergen, Schiøtz, Lottrup og Frejdahl, ligesom der er øl fra store internationale spillere som Founder’s, Sierra Nevada og Lagunitas, der er ejet af AB InBev, som også står bag Budweiser. Når jeg hører navne som Carlsberg, Royal Unibrew, Vestfyns og Heineken, så tænker jeg på ingen måde på små håndværksfremstillede øl, men får i langt højere grad tankerne i retning af store fabrikker med filtreret og pasteuriseret øl, der sikrer en ensartet og genkendelig kvalitet, men jeg ser ingen innovation eller kærlighed til håndværk. En del af det bunder formodentlig i, at vi i Danmark aldrig rigtig har defineret, hvad craft beer er eller om vi har et bedre dansk begreb. Håndværksøl synes ikke rigtig at være det rigtige, selv om det måske nok er den korrekte oversættelse. I flere andre lande har man tydelige regler for craft, artisinal beer eller som på italiensk artigianale, hvor reglerne enten er defineret ved lov eller af byggernes foreninger. Der findes ligeledes regler for, hvor store andele af et bryggeri, som må være på andre hænder, regler om råvarer, pasteurisering osv. Det ville, set fra min stol, være en god idé, hvis vi i Danmark fik defineret et regelsæt, så forbrugerne kan skelne rigtigt håndværk fra maskeret fabriksøl.  

Craft beer eller skjult makro?

Vi har tidligere ofte benyttet betegnelserne mikrobryggeri eller specialøl, som en slags kvalitetsstempel for de danske håndværksproducerede øl, men jeg synes faktisk ikke, at det er en garant for kvalitet, eller dækkende for bryggerierne overhovedet. For nogle år siden skrev Anders Busse Rasmussen, dengang Indslev Bryggeri, på Facebook:” At noget er mikro, betyder ikke nødvendigvis at det er godt – i mange tilfælde er det bedste man kan sige om det, at det er ”interessant” og ”vi ved ikke rigtig hvor vellykket det blev denne gang, eller hvor længe det holder, men vi vil rigtig gerne have at du køber denne 50 kroners lodseddel så vi kan få råd til at forsøge os en gang til”. Selv har jeg en lang række små bryghuse, hvis øl jeg aldrig kunne drømme om at smide penge efter igen. Det er der flere grunde til, men dårlige øl og et ikke innovativt udvalg er helt sikkert medvirkende til dette.

Der er også en debat i hvor stort et mikrobryggeri må være? Eller måske et nanobryggeri, som jo må være endnu mindre? Og hvornår er man stor nok til at være makro? Hvor placerer vi f.eks. en virksomhed som Mikkeller, der i mange år ikke har haft eget bryggeri, men som har fået store dele af sortimentet brygget i Belgien hos De Proef, der er et ret stort og relativt moderne bryggeri. Er det så craft? Mikrobryg? Håndværk? Og er det overhovedet vigtigt, hvis kvalitet og oplevelse er i orden?  

Senest har foreningen Det fri Øl set dagens lys. Det er sammenslutning af tyve små danske bryghuse, der bl.a. kæmper for gennemsigtighed og fair konkurrence på markedet. Deres manifest har punkter om ærlig markedsføring, udvikling af ølsproget, lige adgang til barer, festivaler, koncerter osv., men ingen af disse punkter har reelt noget med øllets kvalitet at gøre, og skal jeg være rigtig barsk over for Det fri Øl, så er det nok her, samt på innovationen, at de har et problem. Når jeg ser ned over listen over de deltagene bryggerier, så er det ikke hele listen jeg forbinder med innovation og kvalitet.  Ligeledes er det tankevækkende at se, at ud af ca. 200 danske bryghuse og bryggerier, så kan de altså samle ca. 10%. Det er mildest talt ikke imponerende overhovedet. Jeg bakker dog 100% op om den del af projektet, der skal modarbejde eksklusivaftaler. Den slags er ikke med til at udbrede det spændende øl og ønsker meget, at de mindre bryghuse får mulighed for at konkurrere på barer og restauranter, så vi som forbrugere ikke kun kan finde de store spillere på markedet, men det kræver også, at forbrugerne oplever kvalitet for pengene.  

Vi har også en række bryggerier, som ret ofte deltager i forskellige internationale konkurrencer i øllets verden, og ofte vender de hjem med imponerende meritter i forhold til medaljer og hæder. Ofte er der dog tale om konkurrencer med et betragteligt deltagergebyr og mange medaljer i forhold til antallet af deltagere. Bloggen Stovt.dk har tidligere skrevet en del om uddelingen af medaljer i forbindelse med disse konkurrencer, og det er ofte ret uklart hvad der skal til for at hive en medalje hjem. Ofte er der medaljer til mere end 20% af de deltagende øl, indimellem tilsyneladende over 50%, ligesom at det er en pointscore, der er ligger til grund for medaljerne. Der kan altså sagtens være adskillige guldmedaljer i samme stilart. I mine øjne devaluerer det fuldstændig mange af disse konkurrencer og det kan kun betragtes som et markedsføringsstunt for de bryggerier, der tager medaljer med hjem.

Helt kort kan man måske sige, at alle disse forskellige betegnelser ikke har ret meget med kvalitet at gøre. At noget er lavet i lille skala, er ikke nødvendigvis garant for et kvalitetsprodukt. Jeg har i dette blad tidligere skrevet om antallet af bryghuse i Danmark og om hvor mange vi ville savne, hvis de forsvandt i morgen. Det hele beror på en følelse af, at noget er håndværk og kvalitet, for efterhånden bliver flere af de mindre bryghuse mere og mere automatiserede og bryggeren rører måske ikke så meget som tidligere selv i gryden.