Endnu en omgang sortsyn

Det ser stadig sort ud i forhold til øl indkøbt i supermarkeder. Denne gang har jeg været en tur i Rema 1000, hvor jeg har indkøbt et par sorte herligheder, hvoraf den ene, Wiibroe Porter, kommer i dette indlæg, samt en Gl. Carlsberg Porter, som jeg har fundet i Løvbjerg.

Begge øl er jo lokale, da de er brygget på Fredericia Bryggeri, det som bekendt står bag en lang række øl under Carlsberg- navnet, ligesom de også brygger en lang række andre brands, heriblandt altså Wibroe, som Carlsberg også ejer. Fælles for hele sortimentet er, at det er undergæret, da bryggeriet ikke arbejder med overgær. Faktisk er bryggeriet så lokalt for mig, at jeg ganske ofte kan dufte, når der mæskes og det gør der jo syv dage om ugen, nærmest i døgndrift.

Porteren fra Wiibroe er en gammel dansk ølklassiker, som har været svært tilgængelig, men som Rema har taget i fast sortiment og tak for det, for det er en dejlig øl.

I glasset er den kulsort med etholdbart lysebrunt skum, der bliver hængende længe.

Aromaen er præget af kaffe, lakrids og en sødlig duft af mørk frugt.

Smagen er kraftigt ristet med en lille note af aske. Der fornemmes lidt alkohol, kaffe og sød lakrids i en ganske fyldig fornemmelse. Slutningen er meget let bitter, men smagen holder godt ved.

Det er en meget vellykket porter til prisen og helt på niveau med mange dyrere sorte øl.

image

Wiibroe Porter er en meget vellykket porter

Gl. Carlsberg Porter eller måske er det en imperial stout. Det fortaber sig lidt, men en fin øl er det i hvert fald.

Endnu en gang en sort øl med et flot lysebrunt skum, der ligger sig som et tyndt holdbart lag på toppen og bliver der.

Aromaen er de klassiske mærke noter af kaffe, chokolade og mørkt sukker/karamel.

Smagen er fyldig med karamelmalt, lakrids og bitterhed som fra kaffe. Mørk chokolade og humle. Bitterheden er langvarig og bliver i munden længe, hvor det suppleres med en let fornemmelse af røg.

Det er samlet set en rigtig god øl og Till prisen er det intet at udsætte på oplevelsen.

image

Carlsbergs bud på en porter eller imperial stout

Carlsberg for tit skyld for at de kun brygger kedeligt øl, men med de to sorte øl beviser de, at det er noget sludder. Begge to er af langt højere kvaliteter, end mange af de små bryghuses udgaver af stout og porter og det til meget fornuftige priser.

Det ser stadig sort ud

I anden kapitel af serien om sort øl fra supermarkederne skal vi tre gange til Assens og Bryggeriet Vestfyen, der brygger øl i discountklassen, samt Willemoes til COOP og det er netop de to sorte øl fra COOP, samt en stout fra Aldi vi skal kigge på i dag.

Vi lægger ud med Willemoes Stout, som jeg på et tidspunkt har fået foræret og som siden har puttet sig bagerst ølkøleren og derfor er den også noget over sidste holdbarhedsdato, hvilket naturligvis må indgå i vurderingen.

Willemoes Stout er en rødlig mørk brun øl med et beige skum, der bruser op som sodavand, men dog lidt mere holdbart. Efter knap et minut var det forsvundet.

Aromaen var sødlig og mindede mest om øllebrød eller rugbrød, men havde ikke meget andet at byde på.

Smagen er præget af lidt ristet malt uden stor mundfulde, kakao og en sødlig note, det går over i noget soya, inden den slutter let syrligt.

Alt i alt ikke det store sus og selv til 11 kroner en kedelig øl. Ikke dårlig, bare kedelig.

image

Øllet ser umiddelbart flot ud, men skummet bruser hurtigt væk.

Næste øl på programmet er Willemoes Porter, som er en kraftfuld sag på den gode side af 10% alkohol.

Det er en sort øl, men man kan ane et lille rødligt skær, hvis man holder glasset op mod lys. Skummet er fint lysebrunt og ganske holdbart.

Aromaen bærer præg af de mørke malte med brændte noter og lakrids. Måske en anelse sukker, sirup eller sådan noget.

Mundfulden er relativt kraftig og let olieagtig med smag af de brændte malte, sødme, lidt chokolade og lakrids. Den er ret sød, men har både bitterhed fra de mørke malte og fra humle, som bliver hængende i munden.

Willemoes Porter er et ganske fornuftigt køb, som man ret ofte kan finde til 11 kroner i Fakta og Brugsen.

image

Et rigtig fornuftigt køb til prisen

Den sidste øl i trekløveret er Uglens Stout fra Bryggeriet Vestfyen og som findes i Aldi.

Det er en Mørk rødlig stout med et beige og ret holdbart skum.

Aromaen er let med præg af brun farin, som også indgår i øllet, samt en let duft af kakao.

Smagen er også ret let med karamel, sukker og kakao. Der er ikke rigtig meget bitterhed i øllet, men det kammer dog ikke helt over i sødme.

Bestemt ikke en stor øl, men prisen taget i betragtning, så er det ikke så skidt endda. Den er noget bedre en Willemoes Stout.

image

Klart den af de tre, der klarest signalerer discount, men ikke den ringeste

Det ser sort ud i supermarkedet

Kan man mon købe gode øl i et supermarked eller er det hele lidt for dyre ordinære øl til for høj pris? Det spørgsmål vil jeg kigge lidt på i en lille serie af indlæg. I første omgang kigger jeg på porter og stout fra udvalgte supermarkeder. Jeg har allerede skrevet lidt om øl indkøbt i Kvickly i Middelfart og der er bestemt noget ganske hæderligt øl i deres sorte udvalg, men de går også noget ud over det gennemsnitlige supermarked i Fredericia og sikkert også i mange andre byer.

Dagens øl hører vel nærmest til kategorien discount, da en halvliters dåse kan erhverves for mindre end en rund tier og det er da heller ikke verdens største øl vi har med at gøre, men den er bestemt drikkelig og til prisen er det ganske godt.

Den har aroma af ristet malt og et lille hint af chokolade. Begge dele går igen i smagen, som er ret let og med ret lav mundfylde for en stout. Den har en let bitter eftersmag, der balancerer det søde (mælke)chokolade.

Et fint alternativ til en Guiness, men ikke for alvor en imponerende øl. Godt og solidt uden de store armbevægelser.

image

Et fint alternativ til Guinness og noget billigere