Ti anbefalinger til Ølfestival 2024

På fredag starter den årlige Ølfestival, som Danske Ølentusiaster arrangerer i Lokomotivværkstedet i København. Jeg har efterhånden deltaget en hel del gange, og glæder mig faktisk til det hver eneste gang, for niveauet på udstillerne er ret højt igen. Der var lige nogle år, hvor mange af de helt spændende øl ikke kom fra udstillende bryggerier, men fra importører og distributører, men den udvikling er blevet vendt, så de seneste udgaver har været på et rigtig flot niveau. Der er en fin blanding af udstillere, så der er noget for alle, uanset om man er en hardcore ølnørd, eller om man bare kommer for det sociale og hyggelige. En ekstra anbefaling skal være, at begge dele er vigtigt. Husk at smage noget spændende øl, som du ikke kender i forvejen, men vær også social og få snakket om det øl I smager. Det er super vigtigt.

Jeg stræber altid efter, at jeg får prøvet øl fra bryggerier, som jeg på forhånd kender, og som jeg ved, at jeg sætter pris på, men jeg skal også forbi nogle af de mindre og måske nyere bryghuse, der kan byde på noget, som jeg i hvert fald ikke kender. Det behøver ikke, at være nye stilarter eller store revolutioner, men mindre kan bestemt gøre det, så længe øllet er velbrygget.

Mine anbefalinger skal ikke læses som en planlagt rute, men mere som ti steder jeg skal besøge i løbet af lørdag, hvor jeg har billet til begge sessions. Nogle steder skal jeg smage en bestemt øl, mens jeg andre steder nok tager beslutningen, når jeg står foran standen.

  1. Min festival starter som regel med, at Thomas skænker mig en Humlemord fra Det lille Bryggeri, hvor man efterhånden er nået til nummer 20 i rækken. Den har han faktisk allerede serveret for mig en gang, men den fejler bestemt intet, så den tradition kunne sagtens fortsætte. Det lille Bryggeri har en voldsomt stort sortiment med, men jeg kunne godt lokkes til at prøve noget mørkt og stærkt på et tidspunkt. Det kunne f.eks. være de fadlagrede udgaver af Day Ender, om er et collab med Fanø Bryghus.
    (Stand C-07)
  2. Ikke overraskende skal jeg også forbi Amager Bryghus, som jeg jo selv skænker lidt øl for fra tid til anden. Der er et ret bredt udvalg af fadlagrede Outlaws, som jeg gerne vil anbefale alle sammen, men jeg vælger nok selv, at gå efter Gluttony, der er en del af den udgåede Sinner Series, og er et orgie i humle og bitterhed. Derudover skal jeg nok lige smage et par af de nye øl. Det kunne fint være Turmoil in Wankendorf, som er en märzen og den fadlagrede stout Freedom & Whiskey. (Stand C-10)
  3. Jeg skal helt sikkert lige forbi Kasper Brew Co og give et kram og en lille dans til Kasper Wendelboe, fordi det skal jeg bare og så er Fog tha Police bare altid en rar drikkeoplevelse. Derudover skal jeg jo nok også lige have smagt på deres syrlige saison Lost in time and space, som har været gemt og glemt i tre år på fade, men nu er blevet fundet og sluppet fri.
    (Stand C-22)
  4. Smag noget håndbryg. Det er altid interessant at se, hvad der rører sig på hobbyplan rundt omkring i Danmark. På Ølfestival er der masser af muligheder for netop det. Man kunne jo smutte forbi Herodes, der altid har noget spændende med. Sidste år missede jeg vist fuldstændig deres stand og det var en kæmpe fejl, for jeg har gennem årende fået nogle rigtig gode oplevelser hos dem. Der er et bredt udvalgt af forskellige stilarter fra en Paloma sour over en bearnaise øl til deres første kommercielle øl Sårt FL#DE. (Stand D-13).
    Håndbryggerstanden på B-17 har med garanti også en spændende oplevelse eller to at bryde på. Der er som regel mulighed for en god snak om øllet, hvor bryggerne som regel selv skænker det.
  5. Drik noget saison. Der er adskillige muligheder for at finde noget rigtig fint saison. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg og smage deres nye Bella med hyldeblomst, for den oprindelige var rigtig dejlig. Gamborgs gode ven fra Thyras Bryg har også en glimrende brettet udgave med, og så har de jo deres to fælles med druer. Jeg foretrækker den hvide, men giv da begge et skud. Derudover har bryggerier som Slowburn, BLAS, Gamma og Ølsnedkeren, igen sammen med Thyra, udgaver af stilen med. Saison er for mig en fantastisk allround øl, som kan rigtig meget, både for sig selv, men også sammen med rigtig meget mad, hvor man ofte ville vælge en pilsner.
  6. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg Bryghus efter en helt specifik øl, som jeg har anbefalet i podcasten Det bare øl, så den skal også på min egen liste. I Ord om Øl kaldte Stefan Octo X Blueberry Vanilla Marshmallow Lassi Gose for økonomisk selvmord, så nu har de selvfølgelig brygget en udgave, der er endnu dyrere at brygge i form af Octo X Triple Dark Berry Vanilla Marshmallow Lassi Gose. Der er ca. 1500 bær og for 18 kroner vanilje pr. liter øl, og hvis det smager bare lige så godt, som udgaven med blåbær, så er det en oplevelse, som man skal unde sig selv. Måske de har taget hele gimmick- apparatet med, så der er slush ice på toppen.
    (Stand B-07)
  7. Bad Seed Brewing er klart et must for mig. Det lader til, at alt hvad de rører ved, bare ser ud til at lykkes for dem. Jeg skal i hvert fald smage på Urhell, som er seneste udgivelse i deres Braufrisch- serie. Jeg smagte den ud på fredag aften i forbindelse med MBCC, hvilket man høre et klip med i episode 160 af Ord om Øl. Den oplevelse gentager jeg gerne. Der er også en ny amerikansk lager og et collab med Hazy Bear, der ser spændende ud.
    (Stand C-08)
  8. Jeg kommer med garanti også til at kigge forbi Thisted Bryghus for lige at hilse på, men bestemt også for lige at se om der skulle være en lille smule Limfjordsporter og Juleporter i de fadlagrede udgaver, der begge har været en tur omkring fade fra Thy Whisky. Jeg har før smagt fadlagrede udgaver af dem, og det har været ret fremragende, så det er en klar anbefaling. Skulle man være til sort ipa, så er der få, der laver det bedre end Thisted, som med Limfjords IPA har brygget en, der vel nærmest er definitionen på stilen. Den er altid værd at drikke.
    (Stand- C18)
  9. Jeg kommer nok heller ikke udenom, at jeg godt kunne sige noget pænt om Danmarks hemmeligste bryggeri Spybrew, men jeg ved faktisk ikke helt, om den øl jeg nu nævner, faktisk er til at drikke, men Jens er før lykkedes med, at få brygget noget lækkert øl med chili, så jeg er måske nødt til at prøve Flames from Hell – insanity edition, men det skal jo nok være som den sidste øl, for man kan angiveligt ikke smage andet de næste tyve minutter. Egentlig vil jeg jo nok gå efter Rigtig Hjert’lig, der er en belgisk tripel, som Jens fortalte os historien bag, da han var gæst i Ord om Øl. Jeg har bare aldrig fået den smagt, så det skal der rettes op på.
    (Stand- D10)
  10. Der er så mange bryggerier, som jeg rigtig gerne vil besøge, så her kunne stå rigtig mange forskellige, som Fanø, Rockabilly, Dry & Bitter, Deeper Roots, Baby Steps, BLAS, Kolding Gaardbryggeri og rigtig mange andre, men mon ikke jeg i løbet af en lang lørdag får kigget rundt til rigtig mange, uddelt et kram, en skål og snakket lidt vel rigeligt. Min sidste anbefaling er i hvert fald, at I skal hygge jer, husk at drikke en masse vand, få lidt mad og så smag noget, som I ikke tror er noget for jer, eller måske noget fra et bryggeri, som I ikke normalt drikker øl fra.

Påskeøl fra supermarkedet

Jeg har indkøbt lidt forskelligt påskeøl i et par supermarkeder, og jeg vil faktisk gerne sende en lille anbefaling efter dem alle sammen, da de på hver sin måde vil kunne gøre det godt i forbindelse med påskens forskellige retter, enten på frokostbordet eller måske til en omgang påskelam.

I en af de lokale Dagli’Brugsen- forretninger fandt jeg til min overraskelse de to påskeøl fra Ebeltoft Gaardbryggeri, nemlig Påskebryg og Påske IPA. IPA’en har jeg vist jeg nok omtalt i rosende vendinger tidligere, men gør det gerne igen. Jeg har også lige genbrugt billedet fra dengang. Jeg tror nok, at jeg har lært lidt om billeder siden dengang. Det håber jeg i hvert fald. Det er en ret ligetil hazy ipa med diskret bitterhed, men med en fin fylde og smag af maltene, der giver lidt lyst brød og en smule sødme, men vigtigst en god blød fylde til øllet, der har en god omgang frugt i aroma og smag. Det bliver ikke en af de allertungeste oplevelser i forhold til tropiske frugter, men sammen med noter af citrus, så er de bestemt til stede. Jeg har før med held drukket den til en sildemad, men den kunne nok også klare nogle æg, måske med rejer.

Den anden fra bryggeriet er Påskebryg, som er en maibock, der jo er en lys bock med en bid af humle, som giver et noget mere bittert bid, end mange andre bock- typer. Jeg har selvfølgelig fået bortskaffet flasken, inden jeg skriver disse linjer, så jeg er ikke sikker på hvilke humler, der er benyttet i øllet, men jeg fornemmer noget moderne i smagen, der giver en klassisk tysk stilart en god kant. Det er på samme tid sødmefuldt og let bittert, hvilket helt sikkert også vil gøre sig godt på et frokostbord.

Tredje øl er fra Svaneke på Bornholm, og det er også en øl, som jeg plejer at købe hvert år, for den rammer bare et eller andet hos mig, som jeg ikke nødvendigvis helt ved hvad er, men det virker for mig. Den er købt i SuperBrugsen, som har den hvert år, men jeg synes også, at have set den i Rema1000. Påskefrokost kombinerer to stilarter, som jeg holder meget af, nemlig ipa og saison. Man får den relativt lette krop med lys malt og med brød og let sødme, og så får man på samme tid bid fra humle med citrus og lidt harpiks, mens saisonen byder ind med nelliker og peber. Begge stilarter kan bære noget bitterhed, så det er selvfølgelig også til stede, inden det hele slutter ret tørt. Det er øl, der kræver noget modspil fra den mad, som den skal sættes sammen med, så jeg kunne godt anbefale den som en outsider til lammet, eller til nogle krydrede lune retter på frokostbordet, hvor den med garanti vil kunne noget.

Sidste øl i denne omgang har jeg også fået tidligere og er fra Ørbæk, hvor Andreas og hans hold har brygget Bock Bock, og netop bock er en stilart, som de plejer at have ret godt styr på. Fornyligt smagte jeg en tørhumlet Humbock fra dem, og det var altså ret lækkert, og selv om den her nok er en tand mindre markant, så kan den bestemt noget på frokostbordet, for den er lige præcis, hvad jeg forventer i en bock fra Ørbæk. Den er brygget helt traditionelt med dekoktionsmæskning, der giver en god karamelliseret maltfylde, der naturligvis gør øllet sødt og fyldigt, men også med en lille smule rugbrød, der går over en i frugtighed, som man kan finde i søde æbler eller måske en blomme? Humlen giver lidt bitterhed og citrus, der vil kunne skære igennem fedme og krydret mad, så her er vi igen i de lune/varme retter med lidt fedt og krydderier, hvor jeg er sikker på, at den vil gøre det rigtig fint. En frikadelle- eller leverpostejsmad vil helt sikkert også kunne lege med her. Jeg snuppede den i kurven ved samme lejlighed som de to fra Ebeltoft, men jeg har set den i flere supermarkeder, så den skulle jo være til at finde derude.

Jeg er ikke på 5 ud af 5 på nogen af de fire øl, men jeg vil med glæde drikke alle fire igen en anden gang, og de vil helt sikkert kunne gøre det godt til en påskefrokost de kommende dage, og da de er tilgængelige i almindelig handel, så skulle de jo også være til at få fat på, selv om man er ude i sidste øjeblik, så hvis man mangler lidt øl, så er det bare af sted efter dem.