Ti anbefalinger til Ølfestival 2024

På fredag starter den årlige Ølfestival, som Danske Ølentusiaster arrangerer i Lokomotivværkstedet i København. Jeg har efterhånden deltaget en hel del gange, og glæder mig faktisk til det hver eneste gang, for niveauet på udstillerne er ret højt igen. Der var lige nogle år, hvor mange af de helt spændende øl ikke kom fra udstillende bryggerier, men fra importører og distributører, men den udvikling er blevet vendt, så de seneste udgaver har været på et rigtig flot niveau. Der er en fin blanding af udstillere, så der er noget for alle, uanset om man er en hardcore ølnørd, eller om man bare kommer for det sociale og hyggelige. En ekstra anbefaling skal være, at begge dele er vigtigt. Husk at smage noget spændende øl, som du ikke kender i forvejen, men vær også social og få snakket om det øl I smager. Det er super vigtigt.

Jeg stræber altid efter, at jeg får prøvet øl fra bryggerier, som jeg på forhånd kender, og som jeg ved, at jeg sætter pris på, men jeg skal også forbi nogle af de mindre og måske nyere bryghuse, der kan byde på noget, som jeg i hvert fald ikke kender. Det behøver ikke, at være nye stilarter eller store revolutioner, men mindre kan bestemt gøre det, så længe øllet er velbrygget.

Mine anbefalinger skal ikke læses som en planlagt rute, men mere som ti steder jeg skal besøge i løbet af lørdag, hvor jeg har billet til begge sessions. Nogle steder skal jeg smage en bestemt øl, mens jeg andre steder nok tager beslutningen, når jeg står foran standen.

  1. Min festival starter som regel med, at Thomas skænker mig en Humlemord fra Det lille Bryggeri, hvor man efterhånden er nået til nummer 20 i rækken. Den har han faktisk allerede serveret for mig en gang, men den fejler bestemt intet, så den tradition kunne sagtens fortsætte. Det lille Bryggeri har en voldsomt stort sortiment med, men jeg kunne godt lokkes til at prøve noget mørkt og stærkt på et tidspunkt. Det kunne f.eks. være de fadlagrede udgaver af Day Ender, om er et collab med Fanø Bryghus.
    (Stand C-07)
  2. Ikke overraskende skal jeg også forbi Amager Bryghus, som jeg jo selv skænker lidt øl for fra tid til anden. Der er et ret bredt udvalg af fadlagrede Outlaws, som jeg gerne vil anbefale alle sammen, men jeg vælger nok selv, at gå efter Gluttony, der er en del af den udgåede Sinner Series, og er et orgie i humle og bitterhed. Derudover skal jeg nok lige smage et par af de nye øl. Det kunne fint være Turmoil in Wankendorf, som er en märzen og den fadlagrede stout Freedom & Whiskey. (Stand C-10)
  3. Jeg skal helt sikkert lige forbi Kasper Brew Co og give et kram og en lille dans til Kasper Wendelboe, fordi det skal jeg bare og så er Fog tha Police bare altid en rar drikkeoplevelse. Derudover skal jeg jo nok også lige have smagt på deres syrlige saison Lost in time and space, som har været gemt og glemt i tre år på fade, men nu er blevet fundet og sluppet fri.
    (Stand C-22)
  4. Smag noget håndbryg. Det er altid interessant at se, hvad der rører sig på hobbyplan rundt omkring i Danmark. På Ølfestival er der masser af muligheder for netop det. Man kunne jo smutte forbi Herodes, der altid har noget spændende med. Sidste år missede jeg vist fuldstændig deres stand og det var en kæmpe fejl, for jeg har gennem årende fået nogle rigtig gode oplevelser hos dem. Der er et bredt udvalgt af forskellige stilarter fra en Paloma sour over en bearnaise øl til deres første kommercielle øl Sårt FL#DE. (Stand D-13).
    Håndbryggerstanden på B-17 har med garanti også en spændende oplevelse eller to at bryde på. Der er som regel mulighed for en god snak om øllet, hvor bryggerne som regel selv skænker det.
  5. Drik noget saison. Der er adskillige muligheder for at finde noget rigtig fint saison. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg og smage deres nye Bella med hyldeblomst, for den oprindelige var rigtig dejlig. Gamborgs gode ven fra Thyras Bryg har også en glimrende brettet udgave med, og så har de jo deres to fælles med druer. Jeg foretrækker den hvide, men giv da begge et skud. Derudover har bryggerier som Slowburn, BLAS, Gamma og Ølsnedkeren, igen sammen med Thyra, udgaver af stilen med. Saison er for mig en fantastisk allround øl, som kan rigtig meget, både for sig selv, men også sammen med rigtig meget mad, hvor man ofte ville vælge en pilsner.
  6. Jeg skal helt afgjort forbi Gamborg Bryghus efter en helt specifik øl, som jeg har anbefalet i podcasten Det bare øl, så den skal også på min egen liste. I Ord om Øl kaldte Stefan Octo X Blueberry Vanilla Marshmallow Lassi Gose for økonomisk selvmord, så nu har de selvfølgelig brygget en udgave, der er endnu dyrere at brygge i form af Octo X Triple Dark Berry Vanilla Marshmallow Lassi Gose. Der er ca. 1500 bær og for 18 kroner vanilje pr. liter øl, og hvis det smager bare lige så godt, som udgaven med blåbær, så er det en oplevelse, som man skal unde sig selv. Måske de har taget hele gimmick- apparatet med, så der er slush ice på toppen.
    (Stand B-07)
  7. Bad Seed Brewing er klart et must for mig. Det lader til, at alt hvad de rører ved, bare ser ud til at lykkes for dem. Jeg skal i hvert fald smage på Urhell, som er seneste udgivelse i deres Braufrisch- serie. Jeg smagte den ud på fredag aften i forbindelse med MBCC, hvilket man høre et klip med i episode 160 af Ord om Øl. Den oplevelse gentager jeg gerne. Der er også en ny amerikansk lager og et collab med Hazy Bear, der ser spændende ud.
    (Stand C-08)
  8. Jeg kommer med garanti også til at kigge forbi Thisted Bryghus for lige at hilse på, men bestemt også for lige at se om der skulle være en lille smule Limfjordsporter og Juleporter i de fadlagrede udgaver, der begge har været en tur omkring fade fra Thy Whisky. Jeg har før smagt fadlagrede udgaver af dem, og det har været ret fremragende, så det er en klar anbefaling. Skulle man være til sort ipa, så er der få, der laver det bedre end Thisted, som med Limfjords IPA har brygget en, der vel nærmest er definitionen på stilen. Den er altid værd at drikke.
    (Stand- C18)
  9. Jeg kommer nok heller ikke udenom, at jeg godt kunne sige noget pænt om Danmarks hemmeligste bryggeri Spybrew, men jeg ved faktisk ikke helt, om den øl jeg nu nævner, faktisk er til at drikke, men Jens er før lykkedes med, at få brygget noget lækkert øl med chili, så jeg er måske nødt til at prøve Flames from Hell – insanity edition, men det skal jo nok være som den sidste øl, for man kan angiveligt ikke smage andet de næste tyve minutter. Egentlig vil jeg jo nok gå efter Rigtig Hjert’lig, der er en belgisk tripel, som Jens fortalte os historien bag, da han var gæst i Ord om Øl. Jeg har bare aldrig fået den smagt, så det skal der rettes op på.
    (Stand- D10)
  10. Der er så mange bryggerier, som jeg rigtig gerne vil besøge, så her kunne stå rigtig mange forskellige, som Fanø, Rockabilly, Dry & Bitter, Deeper Roots, Baby Steps, BLAS, Kolding Gaardbryggeri og rigtig mange andre, men mon ikke jeg i løbet af en lang lørdag får kigget rundt til rigtig mange, uddelt et kram, en skål og snakket lidt vel rigeligt. Min sidste anbefaling er i hvert fald, at I skal hygge jer, husk at drikke en masse vand, få lidt mad og så smag noget, som I ikke tror er noget for jer, eller måske noget fra et bryggeri, som I ikke normalt drikker øl fra.

Video: Åben: Let Winter Come

Efter en lille pause har jeg igen lavet lidt video. Jeg håber, at jeg kan få lidt mere flow i det, selv om jeg har været gået lidt død i det.

Jeg beklager over for Åben, at jeg lige brokker mig over noget ikke Åben- relateret i starten.

En duo født i Humleland

En jagt på et par af de helt forrygende oste fra Arla Unika gik min vej omkring Den Lille Vinkælder i Fredericia, hvorfra jeg hjembragte en Gammel Knas, som er en  havarti, der er lagret i to år og en Gnalling, som er en kombination af rødkit og hvidskimmel. Begge oste er helt fantastiske og fortjener deres egne blogposts, men det må blive en anden gang, for jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt på øludvalget, som er ganske fint og byder på flere af de de bedste danske, samt et solidt udvalg udenlandsk øl. Denne gang kom jeg derfra med en øl fra amerikanske Clown Shoes, samt et tilbud på tre øl fra århusianske Humleland.

Jeg lagde ud med at skænke Juice, som er en amerikansk influeret pale ale, der på en relativt spinkel maltkrop byder på en rigtig lækker aroma af citron og tropisk frugt, mens den i munden er let med et lille hit sødme, mens humlen understreger navnet og byder på masser af frugtagtig og juicy humlesmag, der igen har fokus på citrus. Det hele slutter med en godt balanceret bitterhed, der giver lyst til en slurk mere. Bestemt en godkendt pale ale.

image

Senere på aftenen måtte jeg lige prøve FuldmåneVildskab fra samme bryghus. Det er en meget mørk rødlig brun øl med et flot beige skum, der bliver hængende ganske længe. Den er brygget med rug og har den krydrede aroma og smag, som rug bringer. Aromaen er præget af netop de mørke malte med kakao og en frugtig note, som humlen spiller ind med.

I munden er det en ret fyldig øl med ristet malt, chokolade og rug. Den frugtige fornemmelse, med noter af harpiks og grape, går igen i smagen, som dog også har en let støvet fornemmelse, der dog ikke bliver dominerende. Alt i alt en rigtig fin mørk ipa, som spiller på de rigtige ting.

image

Humleland er en sjov størrelse, som bevæger sig lidt under den hypede del af den danske ølverden, men de brygget rigtig mange fine og rigtig gode øl med fokus på de nyere humler. De kunne godt fortjene lidt fokus.

På øljagt i supermarkedet 4

Jeg har taget endnu en tur ud at handle og kiggede naturligvis efter lidt øl, som jeg troede på ville kunne give en god oplevelse.

image

En ok øl, men ikke så god som hukommelsen sagde

Jeg manglede et par småting, som jeg kunne få i Fakta, som indimellem er leveringsdygtig i et par anstændige tilbud og denne uge var der lidt forskellige fra Svaneke Bryghus, som ikke virkede helt tossede. Der var bl.a. en saison, en blonde, en pilsner, men også en øl, som jeg egentlig havde fine minder om, nemlig deres sorte ipa Grunge. Jeg gik på gymnasiet midt i halvfemserne, så navnet alene burde jo være nok. Jeg huskede Grunge som en øl med ristet malt med aroma og smag af humle, der serveret frisk var intet mindre end et fremragende køb. Enten har Fakta fået gamle flasker på hylderne, eller også har Svaneke ændret opskriften/sparet på humlen, for det eneste humlen bidrager med er en meget pågående bitterhed, som ikke er behagelig i længden. Til tretten kroner er den pengene værd, men et fremragende køb er det ikke længere.

image

Ølsnedkeren har begået en rigtig fin øl, der bestemt er de ca tyve kroner værd

Få meter fra min arbejdsplads ligger der en Løvbjerg, som startede med et rigtig fint øludvalg, da de åbnede for nogle år siden, men som så mange andre supermarkeder, så er udvalget skrumpet lidt. Dog har der på det seneste været lidt fremgang at spore. Bl.a. har de altid to varianter fra Ølsnedkeren og jeg lagde lidt Jyske Dollars i kurven. Den læner sig op ad westcoast ipa’erne, med en spinkel krop som baggrund for en masse humle, der bringer grapefrugt, citrus og harpiks og bitterhed. Det er måske ikke voldsomt elegant, men det virker ganske glimrende. En rigtig god øl til prisen.

Nu tror jeg, at der kun mangler lidt konklusion om øl i supermarkederne, hvilket kommer i en snarlig post.