Gæt en øl (BrygBrygBryg)

For noget tid siden spurgte BrygBrygBryg om de måtte forære mig en kasse øl, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Det ville da være en skam, at takke nej til godt øl, for godt øl er hvad jeg forventer fra BrygBrygBryg. Derfor er dette indlæg vel en slags sponsoreret indhold på bloggen.

Da kassen ankom pakkede jeg den ud med min mobil tændt, hvilket gav ovenstående video.

Jeg aftalte med Mikkel fra bryggeriet, at de ikke ville fortælle mig noget om øllene, så der er jo en lille udfordring for smagløg og næse, når øllene skal drikkes. Den første jeg havde fat i var Dr. Chai, som jeg vist kun fik på Instagram.

Nu har jeg så haft fat på Karl Johan, der lige som de øvrige i kassen kommer med en meget flot etiket af malertape, der kun afslører navn og alkoholprocenten.

Udseende og procenterne afslører, at vi har fat i en imperial stout. Øllet er kulsort og nærmest tyktflydende i konsistens. Over det tykke bryg lægger et flot og tæt brunt skum sig hurtigt, men efter lidt tid supplerer det med en let grålig tone.

Aromaen har umiddelbart præg af urter og noget jordet over sig, inden sødlig mørk sukker, chokolade og lidt kaffe sætter ind. Det er til at starte med lidt spøjst, men det er faktisk ret tillokkende.

Når brygget rammer munden er det med en lidt olieret og ret fed mundfylde og med masser af sødme, som mørke sukkerarter og igen med noter af kakao og chokolade. Kaffen, som jeg fornemmede i aromaen, er kun til stede i kraft af en letristet bitterhed, som balancerer sødmen og den store mundfylde godt ud.

Alt det ovenstående kunne man sikkert finde i rigtig mange stouts, men det der skiller Karl Johan ud er en næsten kødagtig fornemmelse. Der er umami for alle pengene. Jeg går ud fra, at øllet enten er brygget med svampe eller er lagret med svampe, for de er umiskendeligt til stede i øllet. Det lyder måske besynderligt, men det virker altså rigtig godt. Det bliver på intet tidspunkt for meget, men giver noget helt særegent. Jeg kunne sagtens være kunde til den her, hvis den skulle findes i butikkerne, for det er en rigtig fin øl.

Spændende er det også om jeg har ramt rigtig. Har de mon tilsat Karl Johan i øllet, eller er fornemmelsen af svampe opnået på anden vis?

Video: Ugly Duck Tiergarten

Da jeg var på Odense Beerfestival fik jeg en kasse øl af de gode folk fra Indslev. Den jeg havde allerhøjest forventninger til var vel nok Tiergarten. Det blev en af de videoer, hvor jeg måske ikke virker helt begejstret nok, når jeg nu ser den igennem.

Coolship Birkebark Raw Ale

Jeg har et stykke tid haft dårlig samvittighed over for Claus Christensen fra Munkebo og Coolship. Han forærede mig for længe siden et par flasker af den øl, Birkebark Raw Ale, som han har lavet på det fynske museum ved Ladby. Du kan læse mere om selve processen her, men kort fortalt, så er øllet brygget i en udhulet træstamme, hvor opvarmningen er sket ved hjælp af varme sten. Der er, som navnet mere end antyder, benyttet birkebark i forbindelse med filtrering, men der er også tilsat enebær og malut. Øllet er ikke, som man ellers gør med moderne øl, blevet kogt, inden det er sat til gæring. Der er heller ikke tilsat humle til brygget. Deraf betegnelsen raw ale, da vi har med den rå urt at gøre.

Jeg har fået smagt på den første flaske ret frisk og har sidenhen smagt øllet endnu engang i forbindelse med en smagning hos Beershoppen i Kolding. Øllet havde udviklet sig en del på den tid, og derfor har jeg også gemt den sidste flaske, som Claus forærede mig. Det kunne jo være, at jeg har en perle stående i køleskabet.

Øllet er en fin rødlig brun uklar med et meget hurtigt forsvindende skum. Det virker som om karboneringen er ret livlig, hvilket også er oplevelsen, når man smager på øllet. Aromaen har et klart urtet præg, som jeg formoder kommer fra malurten, men der er også en lille pruttet note, som heldigvis hurtigt damper af, inden en lille smule syrlighed giver sig til kende.

I munden er det en ret let øl, i forhold til, hvad man måske ville tro ud fra farven. Den har klare sødlige noter af røde frugter, som f.eks. kirsebær, inden en let røget fornemmelse tager over. Jeg ved ikke, om det stammer fra malt, opvarmede sten eller måske fra gæringen, som Beertalk gætter på. Sammen med røgen fornemmes lidt urtede og jordede noter, som jeg tilskriver enebær. Oplevelsen slutter syrligt med et lille eddikeagtigt svirp.

Birkebark Raw Ale er en sjov størrelse, for jeg kan egentlig godt lide den, men det bliver alligevel næppe min favoritøl. Det er lidt spøjst med raw ale, som man måske kunne tænke ville mangle et eller andet, men det gør den egentlig ikke, men den er væsentlig anderledes end meget andet øl og derfor vil den nok have svært ved at finde et stampublikum. Den rammer næppe ned i det meget nørdede segment, men er nok også for vild til den almindelig forbruger. Som oplevelse på museet tror jeg den er helt rigtig.

Small Batch Brewery Porter

Det er efterhånden længe siden, at jeg, via Pension Sandbogaard, fik foræret en kasse øl fra Small Batch Brewery. Jeg fik skrevet et indlæg om de første fire øl, men så kom julen og de to juleøl blev drukket med glæde, særligt deres tripel med kirsebær var fin og bød på en anderledes oplevelse, mens den mørke belgier bevægede sig i duppel- land og var en helt ok version af sådan en. Desværre fik jeg intet skrevet om dem, da der jo var jul og det måske ikke er så voldsomt socialt, at sidde og tage noter, mens man er i godt selskab. Det er egentlig en skam, når nu bryggeriet har været så flinke at forære mig øllet, så det må jeg jo se om jeg kan rette op på.

Porter er en helt klassisk udgave af stilarten. Sort og med et godt beige skum på toppen. Aromaen byder på ristede noter, lidt sukker og en masse lakrids. I munden er der ikke en voldsomt fyldig porter, men det er måske her porteren adskiller sig fra en stout? Smagen har tydeligt ristede noter og ret meget lakrids, selv om det ikke er brugt i brygget. Udover lakrids er der også en klar røget fornemmelse, der klæder den fint. Derudover er der en smule kaffe og chokolade, inden det hele ender med en fin bitterhed.

Det er, når alt gøres op, en ret fin og klassisk porter, der leverer hvad man kan forvente af en porter. Small Batch vinder nok ingen priser for nyskabelse, men det er heller ikke et krav, for det her er ret fint og meget solidt.

Video: Amager Bryghus red Cap

Jeg har været så heldig, at Amager Bryghus har sørget for, at Boxbeers har sendt mig deres nye serie af fadlagrede øl. Fælles for dem er, at de har været en tur på skotske whiskyfade. På nedenstående video har jeg fat i en wee heavy, der har været på fade fra Auchentoshan.